Sponsoreret 

13187765_10209288774719996_592714913_n

Det er næsten umuligt at tænke sig til, at det blot er en uge, siden sommeren meldte sin ankomst i København, og de bare skinker blev flashet, mens du spankulerede ned ad Strøget, og Rosé propperne sprang i uendelighed. Pinsen var grå, kold og våd, og da jeg var taget til Fredensborg med Niels for at få lidt kvalitetstid, var det altså ikke lige, hvad vi havde sat næsen op efter. Vores forventninger om romantiske gåture og dejlige køreture ved de skriggule rapsmarker virkede pludselig latterlige, og vi måtte straks se kendsgerningerne i øjnene: dette blev en såkaldt video-weekend.

Nu var Pinsens fjernsynsprogram ikke yderligere spændende, så vi krøb sammen under dynen, mens regnen trommede på ruderne og klikkede forbi Viaplay.dk. Ud over at du kan få dit daglige realityfix (som er en af mine mange guilty pleasures), byder viaplay på uanede mængder af film og serier. Vi endte selvfølgelig i det klassiske streaming problem, hvor for mange muligheder simpelthen gør det noget nær umuligt at beslutte sig.

Hmm… er vi til action? Er vi til komedier? Er vi til serier? Dokumentarer? Film?! Mulighederne er uendelige. Vi beslutter os for at give Empire et skud – en amerikansk serie med masser af musik. Den tidligere pusher Lucious Lyon sætter sig i direktørstolen hos Empire Entertainment. Han finder ud af, at han har sclerose, og pludselig bliver han hjemsøgt af fortiden. Jeg vil ikke røbe for meget, men derimod give en kæmpe anbefaling!
Derudover vil jeg anbefale at signe up til Viaplay, der desuden giver dig mulighed for at prøve tjenesten af gratis i en måned OG har den fdee feature, at man kan se deres film og serier, mens man er offline – er det ikke, hvad vi alle har ventet på?!

Jeg holder meget af disse streamingtjenester, da det giver mig følelsen af at jeg selv bestemmer over min tid og ved, hvad mit behov er. Når jeg er på farten eller har lyst til at se noget bestemt, er muligheden der og det betyder frihed. Fjernsynet har førhen været omdrejningspunktet for mange mennesker – man havde en serie man fulgte med i, man skulle se nyheder klokken 19.00 og så videre. Disse tjenester sætter os som forbrugere i centrum og gør det muligt for os selv at bestemme over vores tid og vores vaner.

Giv viaplay et skud!

xx

Laura

13275673_10209331831876398_1674535095_n

Reality tv brød for alvor igennem i 1990’erne og har siden da, været en ting vi alle elsker at hade. Reality er per definition tv, hvor der ikke er manuskripter, men hvor enkelte personer filmes som de er, eventuelt i rammer sat af en produktion. Reality fik ret hurtigt et stempel som noget lavsocialt og jeg er sikker på, at mine forældre ikke er de eneste der har ytret, at de hellere ville kradse øjnene ud på dem selv end se mig i et reality-show.

Som yngre var jeg dybt opslugt af programmer som Paradise Hotel, Amalies Verden, De Unge Mødre, Mig og Min Mor og The Kardashians (okay, dem er jeg stadig relativt besat af, can’t help it), men efter jeg flyttede hjemmefra og måtte nedgradere til den lille tv pakke er mine reality timer foran skærmen for alvor blevet nedskåret. Og dette er ikke et frivilligt valg. Niels ser sjældent, hvis ikke aldrig reality. Han er en af dem der synes, at man bliver en smule dummere af at se voksne mennesker udstille sig selv. På et tidspunkt var det ret “trendy”, da jeg gik i gymnasiet, at være lidt for kulturel af en 3.g’ere af være og alt man så skulle være dokumentarer eller noget super samfundssatirisk DR hostede op med. Det elskede jeg også, men sandheden var at jeg ikke kunne få nok af reality, men måtte gemme mit misbrug for ikke at falde uden for. Selvom det var i mod mine principper.

Jeg mener nemlig, at foragt for reality er det samme som at være ekstremt kultursnobbet og snævertsynet. Reality fylder, om vi vil det eller ej, en stor del i medierne og præger den ungdomskultur der langsomt er ved at springe ud. Ikke alle unge der ser reality ønsker selv at deltage eller være kendte, men det er en del af vores nye kulturliv, som jeg mener bør omfavnes. Kunsten er at kunne balancere mellem reality og de ting der også er vigtige når vi forsøger at forstå vores kultur og samfund. Dette kunne for eksempel være nyheder, blogs, dokumentarer og andre udsendelser der forsøger at skabe et billede af, hvem vi er som samfund.

Jeg siger ikke at reality er vigtigt, men jeg siger heller ikke at det er lige gyldigt.
At se reality er at vise nysgerrighed for de mange aspekter der er i vores samfund – at det så kan være afsindigt underholdende er vel blot en ekstra bonus. Jeg tror også at interessen for reality kommer sig af, at vi har et eller andet behov for at snage og vi nyder at blive lukket ind der, hvor det er helt privat og vi under normale omstændigheder aldrig ville komme. Jeg tror måske også, at det er derfor vi som seere kan blive helt forvirrede, når en reality-personlighed pludselig gerne vil værne om sit privatliv – hallo, nu troede vi lige at du havde givet os ubegrænset adgang, det kan man ikke sætte grænser for!

Jeg tror ikke man skal være så fjendsk eller så bekymret for reality. Man kan også se at mange af de ting der trender i dag, på en eller anden måde tager afsæt i den oprindelige tanke med reality, nemlig at man kommer helt ind i privaten. Dette er instagram, facebook og blogs rigtig gode eksempler på. Det er en form for reality 2.0 hvor den private udlægning af ens liv pludseligt er blevet tilgængeligt for alle. Forskellen her er, at du selv er herre over dit image og over de ting du deler. Du bestemmer selv hvem du gerne vil være, men ved at vække folks nysgerrighed, vækker du også deres lyst til at få et fix af reality. Grænser rykkes og pludselig er linjen mellem privat og offentlig meget svag eller væk.

Hvor tæt må man komme?

Laura

13235709_10209304131463905_614759583_n

For blot 3 dage siden skrev jeg et indlæg om at have hjemve. På daværende tidspunkt var hullet i min mave så stort og altopslugende at jeg ikke troede på, at jeg nogensinde ville blive okay igen før jeg stod med Tivoli i ryggen og kiggede op på den lyserøde bygning med den knald blå dør jeg nu engang kalder hjem. Min dramatiske natur fik mig selvfølgelig også til at overveje om man nu også kan dø af hjemve? Ondt i maven, der til tider giver en åndenød og får halsen til at snurre sig sammen får mig ikke til at føle mig helt rask og jeg forestiller mig at jeg teatralsk, med håndryggen på panden og med et stille støn, dejser om på en mørkerød divan og lader mig opsluge af mørket.

Efter mit job i Berlin hoppede jeg på toget mod Hamborg, en by jeg endnu ikke har besøgt. Vejret var koldt og gråt, hvilket på ingen måde fik knuden i maven til at forsvinde, tvært i mod. Jeg ankommer først sent, min mobil kan ikke få net og jeg må til sidst opgive at finde min lejlighed med offentlig transport og overgiver mig til den første og bedste taxa der vil tage i mod mit visa kort. Fra sekundet hvor han drejer bagom Hauptbahnhof og til jeg bliver vaffet ud ved lejligheden, sidder jeg klistret til vinduet, som en sugemalle på akvarieruden. Jeg er solgt. Der er højt til loftet (altså ingen nøjerent høje bygninger), der er grønne træer og buske hvor end øjet skuer, du er omgivet af vand og bygningerne er fantastisk smukke. Simpelthen en hel by alá Frederiksberg.
Hov, hvad var nu det? Knuden synes pludselig at skrumpe en smule.

Da jeg kommer frem til lejligheden tager min husvært i mod mig med et overordentligt stort knus. Selvom jeg før har hævdet at jeg ikke er den store krammer, så gjorde det virkelig godt på daværende tidspunkt. Hun introducerer mig for hendes ven hun af på besøg, som sjovt nok kommer fra Danmark. At kunne få lov til at udtrykke sig på mit modersmål et øjeblik gjorde underværker for mig. Og knuden? Den var så godt som væk.

Hjemve er en spontan følelse der forsvinder lige så let som den kommer. Hvad den kommer af ved jeg ikke altid. Nogle gange har jeg hjemve før jeg er rejst. Andre gange kan jeg være afsted i en evighed uden at mærke det lille monster røre på sig. Egentlig lidt som en fuser (læs. Fyrværkeri der ikke sprænger) – går den pludseligt af? Sprænger jeg pludseligt i luften og blæser hovederne af alle der nysgerrigt står for tæt på?

Min første dag i Hamborg var fantastisk: vejret var godt, folk var smilende og det var som om at knuden aldrig havde eksisteret. Efter at have ordnet alt det formelle på bureauet og mødt dagens kunder besluttede jeg mig for at smutte ned mod havnen. Her faldt jeg, helt tilfældigt, over det hyggeligste kvarter med et utal af restauranter og caféer. Jeg slog mig ned på Luigi’s, en italiensk pizzarestaurant der var PROPPET (hvilket altid MÅ være et godt tegn). Da jeg spørger om de har bord til én kigger de lidt skeptisk på mig, som om jeg er underlig. Hvem kommer en smuk torsdag aften, i dette vejr alene? Ja ja, bare gør mig opmærksom på min kedelige situation. Som om det ikke er nok, bliver jeg placeret ved et 4-mandsbord ved siden af et par, der tydeligvis var på date. Jeg synes det er skønt, da jeg spiser ude for at få en smule nærvær og føle at jeg er sammen med andre mennesker. De var afsindigt søde og ret snaksaglige, præcis som de tjenere der ofte kom over for at sludre. Jeg ved ikke om de havde en følelse af at jeg var blevet brændt af eller sådan noget, men der blev hygget ekstra meget om mig følte jeg. Da min pizza kom havde de formet den som et kæmpe hjerte af tomat af ost, hvilket ret misundeligt blev betragtet af de andre borde. I det øjeblik følte jeg mig som noget ekstra særligt. Da jeg låser mig ind i lejligheden sidder min søde husvært og hendes kæreste på altanen, man næsten ikke kan komme ud på da der er så mange blomster og drikker vin. Uden tøven skænker de mig et glas og inviterer mig til at sidde og sludre, hvilket jeg øjeblikkeligt tager i mod. Knuden er som et spøgelse.

Formålet med dette indlæg er, at uanset hvor trist og grå tilværelsen kan se ud den ene dag, lige så lys, frisk og dejlig kan den være den næste. Det er okay at have dage hvor man ønsker sig et andet sted hen, men det er vigtigt at huske på at det hele bliver okay igen. Især hvis man opsøger de gode ting. Følelser er stærke og man skal ikke kimse af, at de kan få selv den kyniske person til at overgive sig. Ingen hersker over følelser og man kan aldrig forsvare hvorfor man føler som man gør. Om det så er hjemve, glæde, lykke eller sorg gør ingen forskel.

Maven ved det.

XX

Laura

loading...