14466445_10210415445726067_1951154518_o

Jeg er endelig, og med det mener jeg virkelig endelig, ankommet til min endelige destination i Mexico og er blevet genforenet med Niels. Selvom det er lang tid siden han tog afsted, har jeg det som om jeg så ham i går. Intet har ændret sig og så alligevel. Lige nu ligger Niels og sover. Klokken er alt for tidligt til at man står op nu, når man er på ferie, men min jetlag tillader ikke mere søvn, selvom jeg uden tvivl har brug for den.

Turen til Mexico var både lang, sur og bøvlet.
Min tre timers flyvetur fra Berlin til Madrid bestod af ikke eksisterende benplads og et fly der på ingen måde var tempereret, så jeg var ved at få et hedeslag. Manglende benplads i denne forstand, fik altså selskaber som Easyjet og Ryanair til at ligne balsale. Jeg er 178 cm og jeg kunne på ingen måde være der – mine knæ stødte på sædet foran og det var umuligt at slå bordet ned. Kunne ikke lade være med at tænke på alle de høje mænd der var med flyet, og som har siddet sammenkrøllet som trold i en æske. Vi lander til tiden i Madrid, hvilket er fint, så har jeg lige to timer til at sluge en sandwich og proviantere en smule. Da tiden nærmer sig trisser jeg mod gaten og sætter mig blandt de mange andre der skal rejse til Mexico. Jeg tjekker min billet, ser hvor jeg skal sidde og konstaterer at jeg har tre timer i Mexico City til at komme gennem security og finde mit fly videre, hvilket burde være mere end rigeligt.

Vi boarder. Jeg er lykkelig over at have en vinduesplads. Kommer frem til plads. Konstaterer at det er den eneste “vinduesplads” i flyet uden vindue. Pakker hele mit rejsekit ud: flysokker, nakkepude, bog, headphones, snacks, tæppe. Vikler mig ind i alt det førnævnte. Tjekker de forskellige film ud. Ser Bridget Jones. Efter en lille halv time, hvor vi skulle være lettet får vi besked om, at flyet er i stykker og vi alle sammen er nødt til at forlade det. Jeg vikler mig ud af samtlige dimser og møver mig op i gaten igen, hvor jeg fortæller en fra personalet, at jeg har en transfer i Mexico City om der er nogen man skal give besked til? Dertil svarer hun, halvt på engelsk, halvt på spansk, hvad jeg har tænkt mig at hun skulle gøre ved det, hvorefter hun vender mig ryggen og taler med anden dame på spansk. Kort efter bliver der kaldt over højtalerne, at vi er tre timer forsinket… De tre timer jeg skulle bruge på transfer. Jeg får fat i kundeservice og spørger, om de allerede nu kan booke mig ind på et senere fly til min endelige destination den samme dag. Her bliver jeg fortalt, at flyet nok skal nå at indhente den tabte tid, så jeg skal slet ikke stresse over om jeg når flyet, det skal jeg nok.
Vi kommer i nyt fly – fly letter. Jeg vikler mig ind i alle mine ting igen. Ser Bridget Jones færdig. Bliver bekræftet i, at mine gag-refleks virker lige som den skal, da jeg forsøger at klemme flymad ned (“kødboller” der var fuldstændig hvide af uforklarlige årsager). Blunder lidt. Vågner ved et chok, da jeg tror flyet er ved at styrte ned, det er bare turbulens. Turbulens varer i cirka 3-4 timer af den samlede flytid på 11 timer. Lander 10 minutter efter mit næste fly er lettet…

Stresser lidt gennem paskontrol og told for, at komme hen til kundeservice og få min billet til det næste fly der afgår to timer senere. Da jeg når frem kan de fortælle mig, at de netop har booket den sidste billet og jeg derfor først kan komme med et fly i morgen.
Nu kunne jeg ikke klare skuffelsen mere. Kender du det, når man glæder sig helt vildt til et eller andet og ventetiden er ulidelig lang? For eksempel juleaften da man var barn, eller fødselsdag? Forestil dig, at der så var nogen der fortalte dig, at du skulle vente 12 timer yderligere. På dette tidspunkt har jeg været undervejs i næsten et døgn. Jeg har rejst med sommerfugle i maven og tårnhøje forventninger og nu står jeg i en situation, hvor jeg på ingen måde har kontrol og lige gyldigt hvordan jeg forklarer min skuffelse og utilfredshed hjælper det ikke. Der er ikke andet for, end at checke ind på lufthavnshotellet og så bare vente… Mit jetlag gjorde så, at jeg på ingen måde kunne sove og derfor fordrev tiden med at læse og lige se hvad der sker på Seattle Grace Hospital i Greys Anatomy.

Jeg kommer frem til min endelige destination og flyver lige i armene på Niels, der også har måtte tilbringe første nat at vores ferie alene på et hotel, men alt er lige meget. Jovist tog det mig 30+ timer at komme frem, men nu er jeg her og det var hele turen værd.
…. Nu skal det bare lige stoppe med at regne – hvad sker der for min karma i denne uge?

XX

 

Jeg abonerer på Mofibo, der fungerer som Spotify for bøger. Her kan du læse bøger eller lytte til dem, oplæst af nogle ret behagelige mænd og kvinder. I sidste uge sad jeg og dimsede rundt inde på appen og fik pludseligt et overblik over hvor meget tid jeg har brugt på appen det sidste halve år. Jeg har læst og lyttet til 44 bøger, der er blevet til 16 hele døgn på appen… 16 døgn… 16 x 24 timer…. wauw…

Som jeg har nævnt før, så mindsker det min hjemve at lytte til lydbøger og det er enormt tilfredsstillende for mig at læse. Jeg tror ikke at man kan blive god til at skrive, hvis man ikke læser. Når jeg læser lærer jeg hvordan ord kan bruges til at male de vildeste billeder. Og der er ikke noget jeg ikke læser. Jeg læser alt. Klassikere som “Stolthed og Fordom”, “Stormfulde Højder”, “Alice i Eventyrland”, Svensk femi-krimi af Camilla Läckberg og Liza Marklund, humørløftere som “Analfabeten der kunne regne”, “Morder-Anders og alle hans venner” og “Den hundredeårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt”, samt biografier, krigsromaner og historiske beretninger. Der er noget yderst tilfredsstillende ved at leve sig fuldstændig ind i en anden verden og for en stund undslippe den travle hverdag.

Den sidste tid har jeg især været optaget af unge mennesker der har levet et hårdt liv. Dem jeg drøfter mine bøger med, spørger mig om det ikke er deprimerende og drænende at læse de bøger jeg nu har tænkt mig at anbefale, og dertil må jeg svare jo. Men nysgerrigheden og behovet for at få indblik i, hvordan andre mennesker har været tvunget til at leve deres liv og nu får afklaring ved at fortælle deres historie drager mig langt mere end den frastøder mig. Dette er min måde at udvide min horisont og lære noget om en anden del af det samfund vi alle sammen lever i.
Inden jeg starter min lille anmeldelse må jeg sige, at jeg har grædt til alle bøgerne. Når jeg tager bus 240 til Ostbahnhof om morgenen har jeg siddet og hulket over andres skæbner. Unge og børn der ikke har haft mulighed for at vælge til og fra, men som er blevet bedt om at håndtere livet i dets værste form. Unge der har taget valg, som er uoprettelige men ikke var uundgåelige hvis ikke de var blevet udsat for det enorme omsorgssvigt der gennemgående karakteriserer disse bøger.

Forbandet Barndom af Sapran Hassna 2016
forbandede_barndom_forside_bibi_n
Sapran og hendes 3 søstre bor i Tingbjerg med deres mor, der netop har ladet sig skille fra deres voldelige og utilregnelige far. En morgen sætter moren pigerne af ved deres skole og det er sidste gang de ser hende. Pigernes mor bliver nemlig slået ihjel af deres far, der udover at stikke hende i halsen begraver hende levende på stranden i Tisvilde, til at gå døden i møde med pinagtigt langsomme skridt. Pigerne bliver med ét forældreløse og denne bog er en beretning om det helvede de befandt sig i mens de voksede op. Pigerne anbringes i en plejefamilie i Skælskør hos Gunnar og Lise, der i det lokale samfund er kendt som søde og pålidelige mennesker. Bag lukkede døre er sagen dog en anden. Pigerne bliver sultet, tæsket, spærret inde og seksuelt misbrugt. Selvom de gentagende gange forsøger at fortælle hvad der foregår i plejefamilien er der ingen der tror dem. Små piger der har været udsat for noget så traumatiserende som, at deres mor blev slået ihjel af deres far kunne umuligt være en pålidelig kilde. Bogen kortlægger det enorme omsorgssvigt de socialemyndigheder har udsat disse piger for, men viser også samtidig hvordan man kan finde vejen tilbage og nægte at være offer sin fortid. Gunnar blev idømt 5 års fængsel og må aldrig befinde sig i rum med personer under 18 år.

Ondskaben af Jan Guillou 1981

061213_packshot

Ondskaben er baseret på forfatteren Jan Guillous egne oplevelser som barn. Han var udsat for massiv mishandling og vold, først af sin far og senere på den kostskole hans mor sender ham til, da han bliver smidt ud af skolen. Ondskaben gav mig hjertebanken og kvalme op til flere gange. Først da hovedpersonen bankes med en hundepisk af sin far til han ikke kan rejse sig op, senere da kammeratopdragelse introduceres på kostskolen, hvor de ældste elever på værste vis banker disciplin ind i de yngre. Volden i bogen var så for meget, at jeg har besluttet mig for aldrig at ville se filmen. Aldrig. Hovedpersonen lærer at kontrollere verden ved, at have forstået volden. Hans største ønske er, at undgå at blive slået, men endnu mere at undgå at skulle slå andre, da han kan slås som kun de færreste kan… og han hader det. Men han indser, at den eneste måde at undgå vold er ved at udøve det.

Drengen fra Godhavn af Ole Tornbjerg 2015

9788740019476

Drengen fra Godhavn er beretningen om tilværelsen for “de drenge ingen ville have” i 1950’erne og 1960’erne på drengehjemmet Godhavn i Tisvilde. Gennem hovedpersonen Kalle, fortælles den samlede historie om de drenge der befandt sig på hjemmet i perioden. Det er altså ikke kun en enkelt persons historie, men en hel håndfulds. Bogen berører emner som, hvordan de blev fjernet af børneværnet, anbragt i denne helvedes institution og hvordan børn og unge står magtesløse i den voksne verden. På daværende tidspunkt er det kun tilladt at slå børn 2 gange med flad hånd – ved lov. Drengene bliver dog dagligt tæsket af deres lærere og deres sadistiske forstander Bang, der ikke lader den mindste anledning til at lægge hånd på drengene gå forbi sig. De bliver ofte undersøgt af hjemmets læge/psykolog der beder dem om at klæde sig af og tager på dem, samtidig med at han fylder dem med medicin og piller, der senere har vist sig at være amfetamin, valium og det der var værre, hvilket har resulteret i, at disse drenge har været hårdt ramt af misbrug langt ind i deres voksne liv. Dem der skal føre tilsyn med Godhavn gør et elendigt job og det bliver aldrig opdaget, at drengene er udsat for så grov mishandling som de er. Hovedpersonen forsøger i alt 4 gange at stikke af fra Godhavn, men ender tilbage i favnen på Bang hver eneste gang. For en af drengene bliver det hele for meget og han beslutter sig for at forsøge at tage sit eget liv, hvis han overlever bliver han nemlig sendt hjem og hvis han dør er det lige meget – alt er bedre end at være på Godhavn. Bogen springer i tid og beretter også om hvordan det efterfølgende liv har været for drengene, efter de slap væk fra Godhavn. I år udkom biograffilmen Godhavn, som jeg nok aldrig skal se hvis den bare er halvt så slem som bogen og “drengene” der nu i dag er mænd, har medvirket i TV2-serien “de brændte børn” i foråret, som jeg så sammen med Niels. Eller vi så den ikke, fordi Niels var nødt til at slukke da jeg var utrøstelig og hulkede højere end fjersynets øverste volumeknap kunne klare.

God læselyst!

 

devil-on-computer

Jeg er dødtræt af teknologiens fremmedgørelse af sociale normer og relationer. Ad det lyder både tungt og alvorligt, og det er det måske også, men ikke desto mindre sandt.

At det almene “normale” menneske pludseligt kan komme personligt til orde i større forsamlinger, som for eksempel et internetforum, har betydet at vi har måtte finde på nye ord til ordbøgerne: shitstorm. Shitstorm er lidt det samme som en horde af meget oprevede mennesker med fakler og høtyve anno 2016, hvor enkelte personer (eller virksomheder) er udsat for en mindre heksejagt, hvor ikke kun deres ugerninger hænges ud, men også hvordan de “er”.

Når vi sidder bag vores skærm føler vi, at vi kan udkæmpe langt flere kampe, som den arrige tasturkriger vi nu engang er, uden fare for om vores brynje og hjelm nu kan klare de slag der kommer retur, fordi de kommer som oftes ikke. Vi kan slå og slå uden at bekymre os om at blive banket på plads selv.

Sidder man overfor et menneske man ikke kender, men som man tydeligt ikke er enig med i diverse problematikker ville man måske aldrig kalde dem for en “modbydelig smatso” eller “inkompetent narrefisse”, som desværre er realiteten på nogle facebook debatter. Har vi mistet det empatiske led i vores kommunikation  ved at vi er formløse og kun repræsenteres af et lille billede på eksempelvis facebook?

Der er en tendens til at glemme, at det er rigtige mennesker vi dealer med. Det er rigtige mennesker med følelser, holdninger og rutiner. Det er rigtige mennesker der har en mor og far, præcis som os selv. Rigtige mennesker der kan have en lortedag. Rigtige mennesker der har fødselsdag og har nogle mennesker i deres liv der regner med dem. Præcis som os.

Men jeg synes også at det er en gråzone – altså det dér med at dele ting på nettet.
Fordi hvis man lufter sine meninger og holdninger må man vel forvente at få respons på det, også selvom det måske ikke altid er positivt?
Personligt opfatter jeg nettet som en kølig slagmark, hvor man kender risikoen ved at gå ind. Ikke at udfaldet nødvendigvis behøver at være død og ødelæggelse, ind i mellem kan det være den søde sejrsfølelse hvor ens indlæg, kommentar, status ramte plet.

Men det er ikke kun i forbindelse med de sociale medier som facebook, nyhedssider og instagram at jeg synes tonen er grov.
Jeg stod selv i en situation for et par dage siden, hvor jeg her i Berlin bliver ramt af voldsom tandpine og ser mig nødsaget til at finde en tandlæge hurtigst muligt. Dog har jeg (7-9-13) ikke haft problemer med mine tænder før og slet ikke i udlandet, så jeg er ret meget på bar bund i forhold til hvordan og hvorledes. Jeg ved at jeg har en rejseforsikring, som jeg betaler det hvide ud af øjnene for og som jeg heldigvis ikke har haft brug for endnu (det er vel det eneste man betaler til, som man håber at man aldrig får brug for), derfor tænker jeg, at jeg lige vil give dem et kald og spørge om jeg er dækket af noget som helst eller hvad – det er jo dumt ikke at tage det med når man nu betaler for det.

Jeg ringer min forsikring op og bliver stillet videre flere gange af nogle ret så venlige medarbejde. Til sidst ender jeg i deres ALARM, som er et eksternt bureau der agerer call-center for mit forsikringsselskab og her bliver jeg mødt af en kvinde, så modvillig på at forstå og hjælpe at jeg endte med at bryde grædende sammen. I bund og grund ringede jeg bare for at spørge, om akut tandlæge hørte under min forsikring (i tilfældet af at der skulle ske noget helt vildt med mine tænder hos tandlægen og jeg på ingen måde har et begreb om omkostningerne for tandlægebesøg i Tyskland). Medarbejderen i call-centeret afbryder mig konstant og når jeg forsøger at forsætte med at forklare hvorfor jeg ringer, taler hun endnu højere end mig og ender med at sidde at råbe i telefonen, at jeg altså ikke kan forvente at min forsikring betaler for mine tandlægebesøg og at hun er nødt til at skrive en indberetning om vores samtale. Igen forsøgte jeg at forklare hende, at jeg altså ikke ringer og stiller krav og forventer noget, hvortil hun igen igen igen afbryder mig og siger at det er hun ligeglad med, jeg kan jo ikke forvente at de kan hjælpe mig med alt.
– og det er så her jeg ved et uheld (fordi med min gode vilje var det ikke) bryder sammen i frustration over ikke at blive forstået, hørt og ikke mindst gjort til skurk. Jeg forklarer hende med bævrende stemme at jeg altså er 22 år gammel, betaler et sted mellem 4000-5000 kroner om året for min forsikring, som jeg aldrig har brugt, end ikke til rådgivning, jeg rejser om fire dage om på den anden side af jorden, hvor jeg slet ikke har lyst til at komme til tandlæge og at jeg allerede nu er langt væk hjemmefra, helt alene, samtidig med at jeg er i voldsomme smerter og bare har brug for at få et svar: ja eller nej. Dertil beder hun mig om lige at slappe lidt af, på trods af at jeg endnu ikke har hævet min stemme en enkelt gang.
Resultatet af denne ytring bliver, at jeg siger tak for hendes hjælp og siger pænt farvel.

Jeg følte mig total umenneskeliggjort, som det policenummer min forsikring har. Jeg var ikke et rigtigt menneske, jeg var bare endnu en af “dem”.
Jeg ved godt at business er business, men nogle ting er langt mere følsomme end som så – som for eksempel mennesker der er syge, i smerter eller på anden vis sårede. Episoden fik mig bare til at studse over denne “triste” udvikling, hvor man kan sidde bag sin eksempelvis lyserøde elefanthue og dunke menig mand i hovedet, med alle de fejl vi godt ved vi har.

XX

Jeg er født i 1993. Det famøse 90’ere som har været elsket, hadet og elsket at hade.
En lidt sær periode hvor teknologien var i stærk udvikling, hvor folk grinte lidt af det der internet og man sværgede til VHS, Blockbuster og Spice Girls. Tegnefilm i fjernsynet var på det tidspunkt ret populært og hver morgen blev der sendt tegnefilm inden Go’ Morgen Danmark og reklamer var især henvendt til børn. Jeg husker selv, at blive total forført af en reklame for Haribo hvor man kunne ringe til et telefonnummer (fra fastnet) og fortælle en vittighed, som de måske ville tage med i næste reklamespot. Når man er fem år og ikke kan læse, kan det være en smule svært at se, at det altså koster 8 kroner i minuttet at fortælle vittigheder til Haribo….

Anyway!

Jeg sad og blev en smule nostalgisk den anden dag, da jeg kom til at tænke på, hvad der føles som en simplere tid. Jeg har derfor her samlet de bedste ting jeg husker fra 90’erne og start 00’erne. Håber at I vil gå en tur med ned af memory lane:

Bonanza reklamen:
“Hvem kommer først når tørsten er størst BONANZAAAAA” blev sunget som en slags nationalsang inden fodboldlandskampen, søndag formiddag inden Bubber havde studiet fyldt med børn i Snurre Snups søndagsklub. Jeg tror aldrig at jeg faktisk samgte Bonanza-saftevand, men reklamen hænger helt fast og skulle det ske at jeg udfordrede Niels til et lille cykelrace, når vi sammen kører hjem fra byen så sker det med skrig og skrål på vej ned af Vesterbrogade. Der er nogle ting der aldrig ændrer sig.

 

 

Skærmtrolden Hugo:
*bank bank* “Hvor skal ven hen du?” – det første computerspil jeg husker at spille. Skærmtrolden Hugo skulle befri Hugoline fra Afskylia og det kunne kun ske hvis man regnede sig igennem det fortyllede agern. Var man ikke i besiddelse af en computer skulle man ej frygte, man kunne nemlig ringe til morgenfjernsyn og spille Hugo på direkte TV. What a time to be alive!

maxresdefault

VHS:
Vaske-ægte videobånd som skulle spoles tilbage når man havde set dem. Og det var bare MEGA nedern hvis man satte Løvernes Konge på og den så skulle spoles tilbage inden man kunne se den. Så skulle man først se hele filmen bagfra før man kunne gå i gang. Eller hvis man lejede film, så var det et krav at de blev spolet tilbage. Men VHS kunne man også optage på – værst var det, hvis man kom til at optage over noget andet vigtigt, som derved var slettet for evigt.

vhs-kassette_01_kmj

Internet = død telefonforbindelse
I slutningen af 90’erne fik vi internet derhjemme. Det betød, at telefonen var forbudt område når min mor og far var på nettet. Man kunne ikke ringe eller modtage opkald. Alt man blev mødt af var en farligt skrattende lyd, som lidt var det internationale tegn på, at der var gang i det der internet ting. Jeg havde personligt ikke selv det store at gøre på nettet. Derfor brugte jeg super meget tid på at tegne dimser i Paint, spille Pinball, lave kabaler og selvfølgelig lege med alle de fede overskrifter i WordArt

wordartdb

 

 

Selvlysende stjernehimmel:
Sikkert hver boligmagasins VÆRSTE mareridt: den selvlysende stjernehimmel, som alle børneværelser i 90’erne med respekt for sig selv havde klistret hele loftet ind i.
enhanced-14614-1452801122-1-rzxdywtmtxoginu76-hqow

Coca Cola reklamen: For os alle
Behøver ingen nærmere omtale, den skriger 00’er.

Push Pop
Super lækre langtidsholdbare slikkepinde, som man kunne skubbe op og ned og få farvet hele kæften i en eller anden vederstyggelig farve. I reklamerne kunne man se, hvordan det var tiltænkt at slikkepinden lige hang lidt casual i bæltestroppen, mens man i virkeligheden klistrede fast til alt man rørte ved.
10690117_698434313566327_8986243105514404821_n

Aqua:
Du kan ikke siger 90’er uden at sige AQUA. Husker selv hvordan jeg på min første CD-afspiller tæskede Aqua igennem for fuld-smadder i weekenderne på mit lyserøde værelse, med selvlysende stjernehimmel.
ad_162412773

Gameboy Color:
Jeg gennemførte ALDRIG nogen spil på min gameboy, men jeg elskede den lige så højt som mine kassettebånd med Disney historier og min tusser der rystede. Man skal ikke tænke så meget på, at de gik død for batterier inden man kunne se sig om og soundtracket var noget tvivlsomt, men lang tids ro indfandt sig, når det var tid til gameboy.
img-thing

Spicegirls: 

14359822_10210307800875013_1414282117_o

“Har du hørt at…” er en klassisk samtalestarter, som ingen af os nok kan sige os fri fra at have benyttet en enkelt gang eller to. Vi vil alle sammen gerne hæve os en smule over sladder, hvis nogen skulle spørge os hvad vi egentlig mener om det, men sandheden er, at det tricker noget i os, der gør at vi ikke kan lade være med, at synes at det er en lille smule spændende.

Sladder er et socialt fænomen, der ofte bruges til at “connecte” med andre mennesker og skabe en følelse af sammenhold. Men det er sært ikke? Et sammenhold bestående af, at holde andre uden for, hvor deres historie eksamineres af en ubarmhjertig og ukritisk jury, der på ingen måde har hverken autoriteten eller kvalifikationerne til, at stille sig som dommer over for andre mennesker. Vi ved godt alle sammen, at sladder ikke er pænt. Det er ikke okay. Men hvad er det der trækker så meget i os alligevel?

Klassiske sladderblade som Se&Hør, Billedebladet og Her&Nu har ligget i enhver frisørsalon med respekt for sig selv, så længe jeg kan huske. De glansfyldte forsider, med tarvelige billeder af Dronning Magrethe, Mads Mikkelsen og en afdanket Paradise Hotel stjerne der “SMIDER TØJET” står stadig og griner os forbrugere lige ind i ansigtet, når vi står og er ved at købe en pakke havregryn og en liter mælk i Føtex. Der må jo være et marked for det.

Det er vel egentlig lidt ligesom dem der stemmer på Dansk Folkeparti. Der er ikke rigtig nogen der vil indrømme det, men vi ved godt at der MÅ være mange der gør det. Ingen vil rigtig stå ved, at de læser sladderblade, men de provokerende forsider, der uge efter uge står lige ved siden af tyggegummipakkerne og mintpastillerne viser os altså, at sandheden er en anden.

Men sladder skaber rygter og rygter er næsten værre end sladder, da disse ofte er fuldstændig ude af proportioner og til tider er direkte løgn. Malou og jeg sad den anden dag og talte om, hvordan rygter egentlig opstår? Er der nogen der bare finder på et eller andet og så slynger de det ud, som om det virkelig er sket til andre, der er for naive til at stille spørgsmålstegn ved deres kilde?
Personligt tror jeg, at det er lidt som den hviske-leg børn ofte leger. Man sidder i en rundkreds og så er der én der starter med at hviske en sætning til den han/hun sidder ved siden af. Det kunne for eksempel være “Sofies mor er sød”, og så er det meningen at den sidste der får sætningen hvisket skal rejse sig op og sige den højt. Typisk er sætningen blevet ændret under vejs så sætningen kunne ende med at lyde “Sofus’ mormor er død”.

Jeg har selv haft et par ret underlige rygter hængende på mig, der er sikkert langt flere som jeg ikke kender til og sådan vil jeg måske egentlig helst have det. At leve i lykkelig uvidenhed. Men jeg vil lige give jer fire fede rygter, der har floreret om mig:

At jeg ikke måtte gå på toilettet hjemme hos Niels, da vi gik i gymnasiet.
Et rigtig skønt og dejligt gymnasierygte, der er præcis så provinsielt som det lyder. Min onkel stoppede min mor i Espergærde Centeret for at fortælle, at min kusine der på daværende tidspunkt gik i 1.g var kommet meget chokeret hjem og havde fortalt, at jeg var blevet forbudt at gå på toilettet hjemme hos Niels, da vi var begyndt at se hinanden, hvilket altså på det tidspunkt var 2 år siden. Jeg har gennemsøgt min hjerne og forskellige situationer, hvor sådan en misforståelse kunne være sluppet ud, men jeg kan simpelthen ikke gennemskue, hvordan et rygte som dette kunne opstå? Jeg kunne endvidere heller ikke forstå “nyhedsværdien” i det – altså skal man sladre om noget og lave løgnagtige rygter, kan man vel lige så godt lave nogle fede, som at jeg havde kysset med Justin Bieber eller sådan noget.

At jeg er for lav til at gå shows
Jeg er 179 cm, tror måske ikke lige at det er der skoen trykker.

At jeg har været sammen med min kære homoseksuelle ven.
Et af de nyere, som jeg måtte have gentaget et par gange, hvorefter vi begge med mavekramper faldt om af grin. Jeg har en rigtig god ven, som jeg har gået i folkeskole og gymnasiet med og som vi nok alle dage har været helt klar over var bøsse. Det har aldrig rigtig været noget der definerede ham eller havde betydning for vores venskab i højere grad end at vi bare begge to godt kan lide mænd. Dog går der et rygte i den lille flække vi er fra om, at vi altså eftersigende skulle have været sammen vidst nok engang i gymnasiet?… Hvilket bare på så mange måder er forkert og så mega underligt. Hvad er det for en hviske-leg der er gået galt her?

At Niels havde pandet mig en.
Jeg var 16 år og var faldet super uheldigt ind i en væg og havde taget fra med ansigtet, hvilket betød at jeg brækkede næsen. Jeg måtte derfor blive hjemme en dag eller to fra skole, men da jeg kom tilbage var skolen på den anden ende med hvisken i krogene og vilde historier om hvordan jeg i “virkeligheden” havde brækket næsen…..

Alle ovenstående rygter kan jeg grine af og tænke, at dem der tror på noget af det må have spist søm. Men jeg synes ærligt, at det er svært at begribe, hvordan mennesker man i høj grad slet ikke kender, kan finde tilfredshed ved at holde liv i udsagn, der så tydeligt er latterlige.

Rygter er som oftes uskadelige, ubehagelige, men uskadelige. Dog er der en hårfin grænse for hvornår noget er okay og noget ikke er, og krydses den er det en alvorlig sag. Og det kan endvidere være strafbart, hvis det vurderes som injurier.

Jeg vil blot opfordre alle til at holde den fede tone, når man giver sin mening om andre til kende og være kritiske over for hvad end I måtte lægge ører til. Man skal nemlig ikke tro på alt hvad man hører.

XX

outfit

Sommeren er åbenbart ikke slut endnu og den kommende uge byder på helt op til 28 grader(!) – hvilket er mega lækkert! Ingen brok fra denne front.

Dog, er efteråret klart en af mine yndlingsårstider, eftersom man kan klæde sig lækkert i flere lag. Og jeg stoler desuden ikke rigtig på dette sensommervejr.. Hvor typisk dansk ville det ikke være, hvis det pludseligt skiftede fra høj sol og 30 grader til slud og isglatte veje?
Det er derfor en lille smule svært at klæde sig, da det klart er for varmt at gå med jakke, men også vil være afsindigt kedeligt, at stå i bare stænger i en lille t-shirt når himmel og hav står i et.

Jeg er et tørklæde-menneske. Og det lyder måske lidt sært.

Men jeg elsker tørklæder i alle former, farver og print. Det er smukt på din taske, det er smukt om din hals og ser dejligt ud omkring dit hår. Store tørklæder, små tørklæder, silke, kashmir, uld – you name it!
Jeg synes at tørklæder er super praktiske, da de kan bruges på rigtig mange forskellige måder og i mange forskellige sammenhænge.

 

scarf

1 Lala Berlin – 2660 kr // 2 Becksöndergaard – 499kr // 3 Maya – 449 kr // 4 Baum und Pferdegarden – 599 kr//

Og tørklæder kan bruges i alle sæsoner og årstider – det er altid ret fedt.

golddiggers2

Mange siger, at vi unge skal rejse ud og se verden nu. Opleve den og smage på den. Det er nu vi har tiden til det. Verden ligger for vores fødder, som et uendeligt langt, hvidt gulvtæppe vi ikke skal være bange for at træde ud på og sætte vores egne spor på.
Med en pensionsalder der er stigende og en udsigt til et liv på arbejdsmarkedet der kommer til at vare størstedelen af vores liv, er der rigtig mange af os der griber chancen, pakker rygsækken, kysser mor farvel og siger adiós for en tid, for at få eventyrlysten mættet en smule.

Vi unge er nødt til at smage på verden, inden vi selv lader os opsluge.

Mine forældre er derimod fra en tid, hvor det måske ikke var så normalt at tage et sabbatår/fjumreår/dannelsesår hvor man rejste ud i verden og oplevede, på den måde rigtig mange gør det i dag. Det har været mere eller mindre intens skolegang, afløst af lidt ferier og måske endda en værnepligt og så ellers, blev man spyttet ud på arbejdsmarkedet inden man var i nærheden af 30 år og havde bare at blive der.

Jeg husker i de yngre klasser, hvor mine kammeraters forældre blev skilt og et helt nyt ord indfandt sig i skolegården: “midtvejskrise”. Ingen vidste rigtig hvad det betød eller hvad det var, men vi var alle sammen helt klar over at det var en såkaldt “homewrecker”, der ødelagde alt som vi kendte det. Midtvejskrisen kunne være en skilsmisse, det kunne også være et absurd karriereskift, en 18-årig kæreste eller en Porsche med rødt indtræk – den lurede alle steder.

Når jeg tænker tilbage giver det måske mening alt sammen. Den generation hvor det ikke var så normalt at man tog på eventyr i sine ungdomsår, men derimod stiftede familie, købte hus og indbetalte til sin pension, var nu i en tid hvor man ikke nødvendigvis blev i den rolle man havde skabt for sig selv, fordi sådan var normerne, men derimod tillod sig at vælge noget nyt og spændende til, i det samfund der ikke består af andet end valgmuligheder.. Også selvom det betød at man valgte familielivet og den faste indkomst fra.

Mine forældre har været gift i 23 år og er still going strong.
De har i år sparet feriedagene sammen og valgt at brænde det hele af på én gang, da de netop nu er ved at forfølge deres drøm om, at gå caminoen i Spanien. Mine forældre er på ingen måde gamle, men det giver mig en inderlig lykkefølelse når jeg tænker på, at de er på denne rejse sammen, på trods af at de ikke er 20 år længere. Eventyr og oplevelser er ikke længere forbeholdt de unge – eller jo det er det, fordi ungdommen har fået en langt bredere rækkevide. Nogen vil måske mene, at dette ryger under rædselsudtrykket midtvejskrise, men det nægter jeg at anerkende. Jeg synes at man ser så mange voksne i deres bedste alder, som ikke længere flipper ud, fortyder, panikker og handler med hovedet under armen, men i langt højere grad mennesker der finder tilbage til de ting de altid har drømt om at gøre og på en god og sund måde får det realiseret, uden at de bliver en person man slet ikke kender.

Vi har brug for et nyt begreb, der i stedet for at neglirere voksne menneskers trang til at prøve noget andet og udleve nogle drømme, hylder dem og virker forstærkende. Det er ungdom 2.0 og vi bør være stolte af, at leve i et samfund hvor vi så mennekser altid har mulighed for at udvikle os, prøve forskellige ting af og i høj grad har frihed til at forfølge vores drømme.

Jeg har forfattet dette indlæg ud fra hvor stolt jeg er af mine forældre, både for at holde sammen og ville opleve sammen.

Til alle der tør udvikle sig gennem hele livet.

14218333_10210254014570389_1623009531_n
Beklager dårlig kvalitet, billedet er taget med en Iphone 3gs for 3 år siden, da det eneste køkkenudstyr Malou og jeg ejede var med Hello Kitty. Synes ansigtsudtrykket var ret passende til dette indlæg.

For det første, går jeg selvfølgelig ind for at vi alle sammen skal være stolte af hvem vi er og hvad vi kan. Men jeg tror ikke at nogen kan sige sig fri for, at have stået i situationer hvor vi føler os så ubekvemme og skamfulde over vores egen idioti, at man ikke ønskede sig, bare for en kort stund, at man var ham manden med hatten på den anden side af vejen.
Jeg har faktisk haft en del besvær med at komme op med dette indlæg, da jeg som udgangspunkt fortrænger de pinlige ting jeg gør. Jeg var til en fødselsdag for et par uger siden, hvor værten havde arrangeret dinner missions (små sedler under hver gæsts tallerken, hvor der står noget de skal gøre under middagen), og min var at holde en tale omkring en pinlig oplevelse. Jeg blev helt paf og hørte mig selv sige, at jeg aldrig gør noget pinligt, fordi jeg selv synes jeg altid er super meget i kontrol. Ved nærmere eftertanke handler det nok om, at jeg bruger afsindigt meget energi på at glemme de, til tider akavede situationer jeg ender i. Jeg har dog forsøgt at nedfælde 4 episoder, hvor jeg virkelig ville ønske at jeg havde været en anden:

Kaktus-episoden. I de små klasser gik jeg på lilleskole i Helsingør, som er en ultra kreativ skole hvor vi børn fik lov til at synge, danse og spille alt det teater og musik vi vil. Hvert år til skolens fødselsdag var der kæmpe show, hvor hver klasse havde forberedt et teaterstykke. Det ene år var temaet “Jordomrejse” og vores klasse skulle være Mexico. Drengene var seje og havde sombrero, pistoler og kæpheste, mens alle pigerne var smukke danserinder med rød læbestift og blomster i håret.. Jeg selv derimod, var blevet klemt ned i et grønt rædselshylster, med en rokokopude på hovedet og et lille hul til ansigtet – jeg var levende kaktus. Jeg skulle ikke gøre noget, sige noget eller havde egentlig noget som helst med noget at gøre, men jeg var på scenen fra start til slut, så alle lige kunne få et ordentligt kig på barnet med den ultimativt mest nedern rolle. Her havde det måske været meget fedt at være ham der styrede musikken, eller hende der viste folk på plads, eller Brad Pitt, men nej jeg forblev kaktus…

Snap-episoden. Nu sidder du sikker og tænker OMG DON’T SEND NUDES og dertil giver jeg dig helt ret! Dog er det på ingen måde dét denne episode handler om, da den handler om at være decideret klodset. Jeg er tidligt hjemme fra skole en eftermiddag og snapper med Malou, der stadig sidder til forelæsning. Vi gejler hinanden op og skriver højst upassende ting til hinanden, mens vi snapper underlige ting. Jeg skal lige tisse og beslutter mig for at tage snappen med – det er jo meget sjovt at sende en snap mens man tisser tænker jeg. Dog er jeg så optaget af at grine og selv synes jeg er for fed, at jeg ved et uheld får sendt den til en gammel gymnasieven jeg ikke har talt med i årevis, Magnus, og går i direkte panik. Snappen viser ikke noget af ukristelig karakter, men man er ikke et sekund i tvivl om, at jeg ikke sidder i min sofa og ser Beverly Hills. Det er lidt som når man smækker sig ude – så snart døren går i, så ved man at den er gal: sekundet jeg trykkede send skreg jeg “NEEEEJ – KOM TILBAGE!!” men nej to late. Snap of shame.

Chokoladefrø-episoden. Jeg er på vej til Berlin en dag og jeg craver slik og søde sager for hårdt. Jeg ved at hvis jeg køber en Ritersport eller en pose slik, så sluger jeg det hele og får vanvittig dårlig samvittighed efterfølgende. Derfor vælger jeg i min desperate state of mind, at købe en suntop, en slikkepind med lakrids og en chokoladefrø (som jeg ALDRIG spiser). Suntop og slikkepind ryger lige ned og får ligesom sukkertrangen til at dale. Jeg smider derfor chokoladefrøen i tasken og glemmer alt om den, indtil jeg et par dage senere skal have min Jan Sonnergaard bog op af tasken og den er klistret ind i noget underligt stads, som jeg slet ikke kan finde ud af hvad er. Jeg hiver derefter min kalender op, min Ipad og min pung der alle er smurt ind i den klistrede masse. Jeg indser at der er gået hul på chokoladefrøen og det er fyldet der er splattet ud….. Jeg river febrilsk alt ud af min Proenza schouler taske og opdager, at fire mintpastiller er gledet ud af æske og til min store sorg nu er klistret fast i bunden på min taske…

Ederkoppe-episoden. Når man bor på 2.sal på Vesterbro er man som udgangspunkt fritaget fra at skulle panikke over ubudne gæster, som for eksempel edderkopper. Det er desværre sådan, at vi ikke har vaskemaskine, så vi benytter ofte vores forældres – det kan slås sammen med en hyggelig tur til nordsjælland, hvor man får rigtig dejlig mad og bliver hygget om. Da jeg en formiddag står og er ved at pakke vasketøj ud af poser, ser jeg pludselig noget stort, loddent og flerbenet bevæge sig i posen – en edderkop på størrelse med en chiuauahvalp. Helt instinktivt lukker jeg posen, skriger (selvfølgelig) og kyler posen ud i opgangen vi deler med 10 andre mennesker. Malou kommer farende og tror at jeg er blevet overfaldet, hvilket jeg jo som sådan næsten også er. Vi åbner døren på klem og står bare dér og stirrer, indtil vores kære overbo kommer ned og spørger hvad det egentlig er vi har gang i. Vi fortæller ham panisk om edderkoppen i posen og han tilbyder at lede efter den og smide den udenfor. Hvad jeg lige glemmer er, at posen primært består af undertøj, som jeg nu lige har ladet min overbo, jeg ikke kender specielt godt, stå og rode igennem..

Dette indlæg har ikke nogen dybere mening eller pointe, andet end at det er okay at være små-kikset, så længe vi kan grine lidt af os selv.

XX

14215803_10210254580384534_111883774_o

Min ven Ø er lige blevet cand.jur. og derfor blev vi venner inviteret til, jeg citerer, “ananas i egen juice” festivas i Fredensborg. Vi er en del fra vores gamle gymnasieslæng samlet og røverhistorierne får frit løb, indtil der er en der pludselig udbryder, om vi godt ved at man lyver hver 4. minut. Vi tøver alle et øjeblik og føler os måske alle sammen en smule ramt. Hver 4. minut? Lyder det ikke lige lovligt voldsomt?

Men det fik mig til at tænke på, hvad der egentlig definerer en løgn. Jeg ser jo for eksempel ikke det, at overdrive en smule som at lyve eller være løgnagtig, ej heller små hvide løgne der skåner andres følelser. Men hvis man siger noget der er direkte løgn som, at man for eksempel har en pedal på sit værelse, der får hele verden til at dreje rundt når man træder på den eller at man kan flyve på ulige datoer, så skal man have klø med en våd søndagsberlingerne.

Men at overdrive er vel også at lyve? Bare lidt? Og en løgn er vel en løgn om den så er hvid eller ej?
Jeg lyver mest når jeg skal fortælle hvad noget har kostet – hvis jeg siger at min trøje har kostet 250 kroner, kan du være stensikker på at den koster 350 og jeg ved ikke hvorfor jeg gør det. Jeg har også et seriøst problem med bare at slynge tal ud, som hvis nogen spørger hvornår jeg var hjemme fra byen, så siger jeg bare noget tilfældigt. Ikke fordi jeg ikke ved det, men det ryger bare ud af mig som ordbræk. Men det er jo ikke en løgn der skader nogen, derfor tænker jeg ikke over at det er slut forbudt.

Men hvorfor er det så svært at være 100 procent ærlig omkring alt?
Er det fordi der er nogle ting der er pinlige? Eller fordi det lige får ens historie til at gå fra middelmådig, til okay cool hvis man lige pynter lidt på den? Er det fordi vi er bange for at være kedelige og middelmådige?
Vi opdrages til, at vi alle sammen er unikke og alle sammen kan noget andre ikke kan, hvilket på sin vis nok er meget godt. Dog tænker jeg på, om det presser os til hele tiden, at skulle genopfinde os selv og prøve grænser af (også selvom det er noget vi lyver om) for at skille os ud blandt alle de mange unikke i flokken?
Jeg har et par få bekendte, som jeg helt klart mistænker for at være lystløgnere, der fortæller alt muligt sindssygt og fantastisk, som man i sin vildeste fantasi næsten ikke kan tro på – det er mennesker jeg holder en armslængde fra mig. Jeg føler at det er vildt uretfærdigt, at jeg er så åben og oprigtig, som man nu engang kan være når man åbenbart i snit lyver 18 gange i timen og så sidder de der og fylder en med direkte, pardon my french, lort.

Jeg synes ikke personligt at jeg lyver for, at gøre mig selv mere spændende. Men når der bliver spurgt om man ikke kan huske tante Olga, så svarer jeg ja, selvom jeg nødvendigvis ikke kan og spørger en veninde om hun ser tyk ud, er man tilbøjelig til altid at sige “NA-HAJ!”, selvom man måske godt kan se den sidste mcFeast menu på hofterne.
Skal man tro en undersøgelse TV2 lavede i 2014, så er en af de ting vi lyver mest om, primært hvorfor vi er nødt til, at melde fra til sociale arrangementer. Jeg nægter at tro på, at jeg er den eneste der har faket en influenza for at blive hjemme på sofaen, med en burger i maven og x-factor på skærmen, men hvorfor er det man ikke siger det som det er? Dét kender jeg selvfølgelig godt svaret til, man ønsker selvfølgelig at skåne andres følelser. Og det er vel også primært derfor man lyver? For at skåne andre.

For et par uger siden skrev en gammel ven en besked til mig på facebook og jeg svarede ham, med et efterfølgedne “hvordan går du og har det?”. Hans respons havde jeg dog ikke lige set komme, da han helt uden omsvøb siger “det går faktisk helt ad helvedes til”. Helt paf over at få et, faktisk oprigtigt svar, på det spørgsmål jeg måske stiller oftes, måtte jeg faktisk give mig rigtig tid til at lytte og respondere. Men så kom jeg i tanke om, at jeg selv til hver en tid vil lyve og sige at jeg har det mega godt, selvom jeg egentlig har mavepine og søvnproblemer. Men er dette igen for at skåne andres følelser? Skåne den man taler med for at ende i en potentiel akavet situation, hvor de faktisk er nødt til at vise oprigtig interesse i en?

Jeg arbejder ret stålfast på, at blive bedre til ikke at overdrive de små ting i hverdagen, som for eksempel hvor billig min nye skjorte var eller hvorfor det nu lige var jeg kom 10 minutter for sent.
Men er der ikke nogle former for løgne vi er nødt til at holde fast i? Skræmmende tanke, at tænke, at vi alle sammen skulle være 100 procent ærlige altid.

Hvad definerer en rigtig løgn?

XX

 

14233323_10210234632805857_825732948_o

Jeg sidder i skrivende stund og er ved at tjekke op lidt forskellige praktiske ting, i forbindelse med min kommende rejse til Mexico i slutningen af september. Når jeg rejser er der gået cirka halvdelen af den tid Niels skal være væk, og helt ærligt så er tiden indtil nu fløjet afsted. Nok fordi jeg har været rigtig god til at holde mig super beskæftiget og sjældent sidder alene hjemme en lørdagaften. Men der går selvfølgelig ikke en dag uden, at jeg savner ham enormt, hvilket jeg til tider synes er en smule tabubelagt at sige. Det er ikke noget jeg ligger og græder over, eller som fylder min hverdag fra jeg står op og til jeg går i seng, men ind i mellem slår det mig rigtig hårdt, som en benhård knytnæve lige i ansigtet, at han ikke kommer ind af døren i aften og krammer mig og fortæller mig alt og ingenting om hans dag.
Jeg tager mig dagligt i, at gribe telefonen for at ringe Niels op og fortælle ham om et eller andet sjovt eller vigtigt jeg har oplevet, hvorefter jeg lige bliver mindet om, at han jo ligger og sover og ikke vågner før om mange timer.

Da Niels først kom ind på universitetet i Mexico City foreslog han, at jeg tog med ham. Jeg tror måske godt han vidste, at jeg nok ikke ville kunne gøre det, men bare dét at han spurgte og tilbød mig, at være en del af en så stor oplevelse, betød så ubeskriveligt meget for mig. Dog tror jeg, at der er nogle ting man bedst oplever på egen hånd – som for eksempel et udvekslingsforløb, hvor man rusker op i sig selv og for alvor sætter sin tilværelse som man kender den på spidsen. Og hvad skulle jeg desuden lave i Mexico? Sidde og skrive hele dagen, spise tacos og drikke tequila?

Men tilbudet fik mig til at overveje, hvorfor det er så svært at forene sig med tanken om, at gå all-in på kærligheden selvom det ikke virker rationelt? Jeg styres enormt meget af min fornuft og gør meget sjældent noget uovervejet og ind i mellem kan jeg godt ignorere hvad mit hjerte fortæller mig jeg skal gøre, for at tilfredsstille de normer min hjerne har sat for mig.
I normale henseender tror jeg, at det måske er meget godt at have denne tilgang, men kærlighed er jo netop ikke rationelt og kan ikke altid forklares, beskrives og begrundes. Den skal leves.

Kærlighed giver ikke altid mening og kan bringe så mange forskellige følelser frem i en, som man ikke anede man rummede. Og det er uanset hvor gammel eller ung man er. Der findes intet mere provokerende, end at få af vide, at “man er så ung, at man slet ikke forstår hvad kærlighed er endnu” og det kan da godt være, at jeg ikke ved hvordan kærlighed defineres når man er et par og fyrre, men lige nu udlever jeg en stormende ungdomsforelskelse, som jeg til tider er bange for skal brænde mig op indefra – og dette er på trods af at jeg har kendt min kæreste i snart syv år.
Jeg tror på, at kærlighed er en følgesvend man skal lære at kende, som den nye pige i klassen, der pludselig stod dér en mandag morgen i matematiktimen og som man i dag, ikke kunne forestille sig at leve uden. Og som en sand ven/veninde udvikler kærligheden sig med tiden – hvad man definerer som kærlighed, hvordan man har det med kærlighed og hvordan man opfører sig omkring den. Begrebet og følelserne er de samme, jeg tror bare på, at det handler om hvordan man lærer at arbejde med dem.

Jeg er glad for at lytte til fornuften, men jeg har besluttet mig for at gøre op med det og have en lidt mere “her-og-nu” tilgang til den del af tilværelsen. Dette er sidste gang jeg ikke går all-in på kærligheden – fordi hvad er vi egentlig uden den?

XX

 

loading...