14151699_10210159508967808_147656722_o

“Det er en princip-sag” hører jeg endnu engang mig selv sige, mens jeg står fast på et fuldstændig latterligt standpunkt, som i princippet er meget fint, men i praksis er ganske latterligt. Jeg føler mig ofte som slave af principper.. latterlige forestillinger om hvordan tingene burde være, hvis alt skulle være hundrede procent retfærdigt, men som et hvert menneske med en lille smule sans for virkeligheden måske ville se, på ingen måde kunne fungere i den virkelige verden.

Så sent som i sidste uge var jeg til middag med min veninde Marie i Berlin, hvor service har været ikke eksisterende og vi ikke kan få fat i en tjener til at tage i mod vores betaling. Vi vælger så at gå op til kassen, hvor vi så endelig, til tjenerens tydelige utilfredshed over livet generelt, får vores regning. Vi har egentlig nok i sedler, men vil helst betale med mønter, da det ofte er som om de små mønter forsvinder nede i tegnebogens dybe gab og først finder sin vej frem igen halvandet år senere, hvor man lykkeligt havde glemt alt om det. Tjeneren bliver tydeligt irriteret, da vi står og fedter med de små mønter og forsøger at regne ud hvad det nu lige er de forskellige størrelser er værd. Og ja, vi bruger måske en lille smule lang tid på at tømme lommerne, og det ender da også med at blive vanvittigt akavet, da det virker som om vi ikke har råd til at betale. Men dér blev det en principsag for os ikke at betale med sedler, men diske op med 26,60 € i småpenge, selvom vi fem minutter senere alligevel måtte slå hul på vores sedler, da en hjemmelavet ispind til 1,50€ trak lidt i os. Men det var princippet i, at vi havde ret til at betale med mønter og vel også bruge al den tid vi ville på at samle sammen der gjorde, at vi blev ved. Det hele ender med, at tjeneren bliver så frustreret at hun smider os ud på røv og albuer og tager hvad vi indtil videre havde lagt på disken. Men det var jo princippet i det.

Jeg har et inderligt ønske om at gøre op med “princippet”, da jeg er af den overbevisning at det ganske enkelt må være roden til alt ondt. En forestilling om hvordan tingene burde være, i ens eget egoistiske og snævre univers, hvor man selv føler at man ved alt og næsten ikke kan blive klogere. “Princippet” fører ofte til konflikter og en ofte irrationel situation, hvor alle vidst nok godt inderst inde ved, at en smule fleksibilitet ville afværge det stormvejr der langsomt trækker op, når man begynder på at være principfast.
Så sent som i går oplevede jeg hvordan min stædige, principielle opfattelse af en aftale pludselig kunne gøre mig mega sur, selvom der faktisk ikke var en grund til det.

Lad mig forklare:
Jeg har i ugens løb lavet en aftale med et par veninder om at spise frokost i løbet af lørdag. Mit job bliver så aflyst om fredagen, hvilket betyder at jeg flyver hjem til Danmark en dag før planlagt. Med samme veninder aftaler vi at tage ud og spise fredag, hvilket vi gør og har en utrolig hyggelig aften, hvor vi ikke bare fik surf’n’turf, men fuldendte vores liv ved faktisk at få en af liggestolene på papirøen (enhver der har været på papirøen ved, at man skal stå afsindigt tidligt op for at gøre sig håb om en plads på en af de få, men eftertragtede stole – lidt ligesom alle de ultra hærdede charterturister, der står op 04.30 for at spurte ned til poolen og smide deres håndklæder på den bedste liggestol). Så langt så godt.
Men jeg har jo stadig sat lørdagen af til at vi skal hænge ud, så da min ene veninde fortæller at nu er hun altså taget til Nordsjælland med sin kæreste, kan jeg mærke at det lille principfaste monster i mig vågner op til dåd. Jeg siger ikke rigtig noget til det, men jeg kan mærke at jeg bliver sur og skuffet, fordi vi jo i princippet havde en aftale hvor jeg havde sat dagen af – på den anden side gjorde det mig ikke noget, da jeg måske havde meget godt af at få en dag uden planer foræret. Der valgte jeg så, at sige pyt til det latterlige princip og i stedet nyde en hel dag for mig selv, hvor jeg kunne få ordnet lidt praktiske ting og tage en slapper på sofaen en halv times tid.
Havde jeg ladet det lille princip-monster i maven kigge frem, kunne jeg have brugt hele min eftermiddag på at mugge over, at min veninde i princippet havde “brændt” mig af. Men hvad ville jeg lige præcis få ud af det? En hel dag i dårligt humør og ikke en døjt jeg kunne gøre ved situationen.
– nej! Jeg har hverken overskud, tid eller lyst til at være sur eller i dårligt humør.

At være principfast er for mig, at være enormt ufleksibel, snævertsynet og ikke specielt omstillingsparat, hvilket bare er rigtig vigtigt i den tid vi lever i. Alt udvikler sig med lynets hast og vi er nødt til hele tiden at kunne omstrukturere og ændre vores opfattelse af rigtigt og nødvendigt.

Fra nu af lever jeg kun med ét princip: at principper er latterlige.

XX

14138927_10210150538863561_1456163497_o
Billedet er et outtake fra Bjarke Johansens og Simon Rasmussens “100 great danes”-bog. Billedet er fra Cape Town 2014 og jep, katten er ægte.

De sidste mange uger har sagen mellem fotograf Mathilde Grafström og en af hendes modeller Ida Sørensen, fået uanede mængder af spalteplads i den danske presse. Mathilde Grafström står bag den aktuelle udstilling “Female Beauty” på Nytorv, der afbilleder naturlige nøgne kvinder.
En af modellerne, Ida Sørensen, har fået kolde fødder, eller føler sig ikke tilpas med at hænge ganske nøgen til offentlig skue og vil derfor have billederne af hende taget ned, hvilket man måske godt kan forstå, hvis man ikke var indforstået med, at man kunne ende med at hænge som en slags universal-kunst i stil med fotografierne på de grønne metrovægge, til hele den fri beskuelse af hele den københavnske befolkning.

Dog er sagen kompleks, da modellen har skrevet under på en kontrakt og derved givet sit samtykke til at kunstneren må bruge billederne som hun vil. Det juridiske er helt klart – der er ikke meget at komme efter.
Dog er dette i høj grad en etisk sag, der i sig selv er enormt forvirrende. Kunstneren ønsker at hylde den naturlige kvindekrop og slår et slag for at kvinder har ret til deres egen krop, samtidig med at en ung pige føler sig krænket og forulempet, fordi hun føler at denne ret er blevet hende franarret.

Jeg har været i branchen så længe, at jeg selvfølgelig undervejs er stødt på opgaver hvor man er blevet stillet over for valget om, hvorvidt man havde lyst til at være en del af det ene eller andet projekt – uden så forfærdeligt meget andet end dig selv, præcis som du er.
Som model har du altid et valg og det er i sidste ende dig der har ansvaret for, hvordan du og kun du præsenteres i offentligheden. Det handler om måden hvorpå du lader dig fotografere, hvem du lader dig fotografere af og så helt klare linjer omkring publicering af eventuelle udfordrende billeder. Når jeg er på skydning anser jeg ikke mig selv som “Laura Lundsgaard, Universitetsstuderende, Vesterbro’er, der rigtig godt kan lide bland-selv slik og hundehvalpe”, men mere som “Laura L.” min professionelle persona. Og nu tænker du sikkert at det er underligt, og det er det måske også, men vi er faktisk meget forskellige.

Det hjælper mig at adskille mig selv fra det produkt jeg sælger, Laura L., ellers tror jeg på en eller anden måde at man vil tage mange ting enormt personligt. Hvis jeg bliver valgt fra til et job ville jeg aldrig tage det personligt, ligesom jeg ved at hvis jeg bliver bedt om at bruge en ekstra time om ugen i fitnesscenteret, så er det fordi min bureauer ønsker at sælge det bedst tænkelige produkt, ikke at jeg ser rædsom ud.
Det samme gælder når man siger ja til at stille op til projekter, i stil med det Mathilde Grafström har lavet. Man er en figur, på en måde et hylster som beskueren ikke nødvendigvis ikke føler en personlig relation eller holdning til, dog skal man aldrig stille op til noget hvor man ikke kan se sig selv i øjnene efterfølgende eller stolt vise det frem.
Men jeg har også stået i en situation hvor et billede jeg tydeligt havde sagt nej til flere gange, alligevel endte på tryk. Min første tanke var, at jeg godt nok var ked af at netop dét var blevet valgt, mod min vilje og mit samtykke. Dog måtte jeg erkende, at jeg i starten af det hele havde sagt ja tak til at være med og at det derefter havde været lige så meget mit eget ansvar, at sørge for at jeg ikke blev fotograferet og fremstillet på en måde som jeg ikke var tilpas med.

Min pointe er, at du altid har et valg og at du altid må bruge din sunde fornuft uanset hvem du har med at gøre. Selv hvis modellen var blevet informeret om, at det blot var en test hvorfor så alligevel stille op til billeder der tydeligvis er så grænseoverskridende? Hvor forventer man at billederne ender uanset hvad? Retten til sin egen krop handler i høj grad, for mig, også om at passe på den og være bevidst i den måde jeg udstiller den på og lader den undgå i diverse kunstprojekter.
Jeg kan sagtens forstå modellen Ida og føler i høj grad med hende og ønsker for hende, at hun og kunstneren slutter fred og hun får billederne ned. Det må være dybt sårende og frustrerende ikke at være i kontrol i en situation, hvor det er det mest personlige og intime der stilles til frit skue for alle. Det er rigtig dyre lærepenge, men igen – jaja, vi har retten til vores egen krop, men vi har også et ansvar over for den.

XX

fb19dc70f5495583dd88c2420ecb7dd4

I onsdags gik den ikke længere – jeg faldt over en billet til Mexico, der simpelthen var for god til at sige nej til, så jeg rev mit hårdt prøvede dankort op af lommen indtastede kortnummer, sikkerhedskode, min mormors pigenavn og alle de andre tusind sikkerhedsforanstaltninger der tages når man skal købe ting på nettet. Og vupti – pludselig står jeg og skal til Mexico om 4 uger.

Niels har været væk i snart to måneder, hvilket faktisk er gået relativt stærkt.
Som jeg også skrev i et tidligere indlæg, så var det som om at hele knuden i maven lettede i samme sekund som han drejede om hjørnet i security og jeg ikke kunne se ham mere. Nu var tingene som de var og det eneste jeg kunne gøre var at deale med det, hvilket jeg også har gjort. Jeg savner ham hver eneste dag, men vi lever i en tid hvor vi er så priviligerede at jeg, så snart den lille knude i maven trækker sig sammen, enten skriver en besked eller gribe knoglen, ringer op og faktisk taler sammen, på trods af at vi befinder os på hver vores side af jorden.

På en eller anden måde er det fuldstændig surrealistisk at vi skal ses så snart – jeg havde jo indstillet mig på, at jeg først i starten af december skulle sætte kurs mod tacos og tequila, så nu begynder tiden, der før er fløjet afsted, at gå ulideligt langsomt. Hvorfor? Fordi jeg er begyndt at glæde mig og i hvert sekund hvor der kan dagdrømmes, ser jeg for mit indre blik mig og min blå trolley på vej på eventyr.
Heldigvis er der mange ting der kan planlægges, som for eksempel vacciner – hvilke man kan få på apoteket?? Dét er altså smart. Jeg har aldrig før rejst til så eksotiske steder, at jeg behøvede at blive stukket i armen før afrejse.

Men for lige at vende tilbage til mine tanker omkring genforeningen, så husker jeg tydeligt hvordan det var at se hinanden efter 4 måneder sidst vi var adskilt. Man har glædet sig uendeligt og det føles som om kroppen er ved at eksplodere af spænding og forventninger. Jeg kan huske at jeg ventede ret længe i lufthavnen, fordi Niels’ fly var forsinket, sikkert kun en halv time, men jeg husker det som flere evigheder vi stod dér i ankomstterminalen i Kastrup. Og da han så daskede ud, ind i favnen på os alle der havde savnet ham så meget, blev jeg pludselig i tvivl om det nu også var ham?
Når man er så unge som os, så sker der rigtig meget på bare måneder – især når man er væk hjemme fra og for alvor tvinges til at stå på egne ben. Gensynsglæden var stor, men når Niels og jeg ser tilbage på perioden efter, husker vi det begge som en tid hvor man lige skulle lære hinanden at kende igen. Ikke på en dårlig måde, som om vi havde glemt hinanden, men man bliver så vant til at være alene i hverdagen og have et cyber-forhold (driller Niels med at han er min internet-kæreste, som jeg glæder mig helt vildt meget til at møde IRL (in real life)), at det kan være svært at vænne sig til tosomheden der rammer én med 120 km/t.

Jeg ved dog, at jeg glæder mig ubeskriveligt meget og føler mig så priviligeret over, at jeg får mulighed for at besøge Niels flere gange. Jeg får lov til at opleve den by han bor i, se den skole han går på og hænge ud med de mennesker han ser hver eneste dag. Og det vilde er, at når jeg tager hjem er der lige knap to måneder til at vi igen ses og denne gang for good.

Er der nogen der har været i Mexico som har gode tips og tricks til en rookie som mig?

XX

strik

 

Lige pt sidder jeg i lufthavnen i Berlin iført ovenstående trøje og halstørklæde, på trods af at det i dag har været 31 grader i den tyske hovedstad. Jeg er nemlig godt gammeldaws influenza-ramt, hvilket nok kunne være undgået hvis jeg for halvanden uge siden, da symptomerne for første gang rørte på sig, havde lyttet til min krop og lige brugt en eftermiddag på at sove sygdommen ud.

Men nej – den sidste måned har jeg presset min kalender til det yderste og fuldstændig forkastet den aftale jeg i starten af året lavede med mig selv, nemlig at blive bedre til at sige nej og prioritere mig selv.
Jeg har kørt et program med for lidt søvn, for lidt mad og for lidt tid til at være hundrede procent til stede i de ting jeg laver, hvilket jeg hader. Det er sjældent at jeg gør noget halvt, så det er med at have den konstante dårlige samvittighed svævende over mig, som en sort tordensky, der hver eneste gang jeg så meget som overvejer at se min sofa for mit indre blik, farer i flæsket på mig og med løftet pegefinger, formaner hvad jeg burde gøre, er altså trættende i længden. I dag tager jeg konsekvensen.

Mine øjne klør, jeg er stoppet i hele hovedet og min krop er øm. “Nu gider jeg fandme ikke finde mig i det mere” – det er hvad den prøver at sige til mig og da jeg ikke tidligere har ville lytte, så er det på denne måde det sker nu. Det er jeg sikker på.
Det er bare så skide svært at være voksen ind i mellem synes jeg. Jeg ville ønske jeg kunne skride fra hele ansvaret, flytte hjem på mit teenageværelse og bare lige for en stund være fanget i tidsrummet 22.00-23.30 hvor jeg lige skulle se hvad der skete i Paradise Hotel og hvordan Carrie og Mr. Big nu klarer deres turbulente parforhold.
I stedet sidder jeg her med momsregnskaber, revisormøder, en visdomstand der ikke helt kan beslutte sig om den vil tilslutte sig det øvrige tandsæt eller gå sine egne veje, en kæreste på den anden side af jorden og et liv der generelt er pakket ned i en lille blå trolley, der hver uge pendler mellem Berlin og København, fordi jeg stadig ikke er voksen nok til at tage en beslutning om hvor jeg hører hjemme.

Jeg har glemt at sige ja til mig selv, fordi jeg har haft for travlt med at sige ja til alle andre. Jeg ville ønske at dette var sådan et indlæg hvor jeg gjorde op med det hele og satte en stopper for mit “pleaser-togt”, men det bliver det ikke. Jeg tror bare at det er en konstatering, fordi jeg har ingen idé om hvordan jeg skal kunne sige mere nej end jeg gør nu.

… som i nok kan høre har jeg lige en af de famøse “off-days” hvor mælken var sur og der var mug i yoghurten, og jeg var nødt til at google yoghurt for at være helt sikker på at det nu også er sådan det staves..

Dog kan jeg glæde mig til en lille rejse, som jeg spontant bestilte i går – blev grebet af tanken om virkelig at gøre noget godt for mig selv og prioritere en smule fri. Det kommer der mere om.

Rigtig dejlig weekend!

XX

14087739_10210076509132864_1991357488_o
Min sødeste veninde Bolette, som jeg mødte for to år siden til introaften på KU – i dag kan jeg slet ikke forestille mig at vi ikke skulle være veninder. (sorry for dårlig kvalitet)

“Sommeren” er så småt ved at lakke mod enden og virkeligheden er ved at gøre sit indtog – hverdagen er tilbage. Folkeskoleeleverne har lige haft første skoledag, helt spændte og med nye rygsække med matchende madkasser og gymnastikpose, som nok begge skal formå at forsvinde inden efterårsferien.
Den spirrende put på gymnasiet, har med skælvende ben og en lille svedplet under armen, helt nervøst fundet sin vej til sit respektive gymnasie og har måske endda allerede nu indset, at det slet ikke er så skræmmende som først antaget.

Nu mangler vi bare de universitetsstuderende.

På mandag starter rusugen for rigtig mange studerende og jeg husker selv, da jeg for 2 år siden gennemgik en mindre tøjkrise og panikkede over slet ikke at være arty-farty nok til at gå på KUA. For mange sjaler og for mange fodformede sandaler, der har en mening om alt nyere dansk litteratur… som om.
En ting jeg dog brugte for at dulme nerverne var, at dette skulle være helt anderledes end nogen andre første skoledage. Den dag ville jeg ikke møde fordomme eller kliker, men voksne mennesker der alle sammen deler en fælles interesse. Det var derfor ikke nervøsitet der boblede i min krop aftenen før, men spænding og sommerfugle.

Jeg vil derfor dele mine bedste tips til en super studiestart:

Vis interesse for dit studie og dine studiekammerater. Inden jeg startede på studiet havde jeg en ret arrogant holdning til, at jeg kun skulle være der for at tilegne mig viden og ikke for at være en del af det sociale. Jeg havde alle de veninder og venner jeg skulle have og kunne på ingen måde forestille mig, hvordan jeg i en alder af 20 år skulle formå at skabe relationer til andre, der var lige så stærke som til mine gode gamle venner. Der er bare den lille bitte detalje, at man jo faktisk har en del til fælles med de mennesker man læser med og højst sandsynligt ender i samme branche – derfor er det smadder godt at skabe sig et netværk på sit studie. Jeg har måtte æde mine ord om, at jeg ikke behøvede venner på mit studie – vi behøver alle venner, alle steder vi er. Jeg er endda endt med at få nogle af de bedste venner ud af det, som bare gør det brage-fedt at gå på uni (selvom vi er dårlige til at huske hvornår der er unifest og vi til tider glemmer at gå fra hygge-middag til fredagsbar). Det er altså også bare lige dét federe at sætte sig i kaffebaren med nogle andre – just saying.
Og lad være med at gå i panik over ikke at finde “your person” den første uge – alle er ekstra meget på mærkerne og man finder naturligt ind i små-grupper når hverdagen melder sig.

Få rutiner i din hverdag. Som studerende har man rigtig meget selvstudie og derved også rigtig meget frihed til, at strukturere sin hverdag som man har lyst. Denne frihed er en sand øvelse i selvdisciplin og det er de færreste der mestrer det fra første færd. Mit skema på første semester var skruet sådan sammen, at jeg havde 2 hele dag om ugen, hvor jeg ikke modtog undervisning. Når man først tjekker sit skema, når man lige at tænke “fedt nok! fri!”, inden det går op for dig, at disse dage er mindst lige så lange og hårde, som dem hvor du sidder i det store auditorium. Jeg lavede læserplaner for mig selv, så jeg var sikker på at kunne nå at læse alt inden den næste undervisningsgang, samtidig med at jeg kunne være fleksibel i forhold til arbejde og nappe en øl, uden at skulle bekymre mig om at skulle sidde på læsesal dagen efter klokken 08.00. Det fungerede i hvert fald godt for mig, at skabe faste rammer omkring den tid jeg ikke var til undervisning.

Vær realistisk omkring din tid i begyndelsen. Man er super optimistisk og vil gerne deltage i alt socialt, samtidig med at man vil nå at læse alt. Som studerende skal man gøre sig klar på én ting: den dårlige samvittighed der altid nager i bevidstheden. Man kan altid læse lidt mere, tjekke lidt mere op på baggrundsstof og være lidt mere social på studiet. Dog handler det at studere i høj grad om at prioritere sin tid og sine opgaver. Der er tider, hvor man bare ikke kan nå at læse alt til næste undervisningsgang, derfor skal man træne sig selv i at læse hurtigt og korrekt. For eksempel, altid starte med indledning og konklusion, så kan man derefter vurdere om man har tid til at sætte sig fyldestgørende ind i stoffet inden undervisningen, eller om man venter til et tidspunkt hvor der er mere luft i læseskemaet. Universiteterne tilbyder rigtig meget hjælp til, at lære hvordan man bliver god til at læse hurtigt og tage korrekte notater.

Skab overblik over vigtige datoer, pensum og økonomi. På uni er der vigtige datoer, hvor der er frister for tilmelding af fag, eksaminer og udlandsophold, som det er rigtig godt at orientere sig omkring i begyndelsen af skoleåret. Der er altid søde studievejledere klar ved tasterne, da især KU’s hjemmeside er som et mindre skattekort, hvor man aldrig rigtig finder ud af hvor skatten er begravet.
Derudover kan det være en god idé at lave et bog-budget, da det altid kommer lidt bag på dig at du skal hoste op med et par tusind 2 gange årligt for at få dine bøger.

Held og lykke!

 

Forestil dig dette:

Du har lørdag nat kørt drinks ned i løgnhalsen, som om det var det capri-sun på en varm juni dag (selvfølgelig ikke i DK, fordi vi ikke aner hvad en varm juni dag egentlig er (RIP sommervejr)). Dine fødder er flænsede, fordi du absolut skulle have stiletter på, selvom du er 180 cm høj, dit hår er en mega fuglerede og du efterlod din dømmekraft sammen med din moral et sted på Kongens Nytorv klokken 03.00 i nat.
Hvad har man mest lyst til søndag formiddag (udover at hoppe ud fra 2.sal)?

INTET!

DOG vil jeg gerne lige slå et slag for, at du skal komme og drikke kaffe og hænge ud på søndag på Israels Plads hvor jeg sælger ud af mit klædeskab sammen med en håndfuld seje tøser. Den første time er der gratis kaffe, og vi ved jo alle sammen at alt der er gratis er tiltrængt efter en bytur i København – ikke fordi man nødvendigvis har været skide fuld og på rulleskøjter, men simpelthen fordi alt er hammer dyrt (betalte i går 125 kr for en drink – tror den må have været lavet på guld af en tibetansk munk).
Der kommer til at være prøverum, spejle og masser af lækre ting!

Hele herligheden udspiller sig søndag d. 21.08.2016 på Israels Plads fra 10-16 – og hvis du ikke magter loppe loppe, så kom forbi til en sludder alligevel! Tag din mor, veninde, mormor, svigermor, gartner, revisor, hvad ved jeg under armen og få lidt luft og gør et kup.

Jeg har lige smækket lidt billeder ind af nogle af de ting der er med på søndag:

14074514_10210076104802756_1083574792_o

14081020_10210076104442747_1084653577_n

14045394_10210076104842757_1105921684_o

14074325_10210076105282768_1798010005_o

Jeg sælger alt fra Ganni, Isabel Marant og Acne til Zara, H&M og Mango – så der favnes bredt! Jeg håber meget at I har lyst til at komme og hygge med mig og se hvad der gemmer sig.

XX

13672120_10209872514633129_1828177923_n

Jeg har overvejet meget længe om dette var noget jeg har lyst til at dele, da jeg måske synes at det er en smule for privat. Dog er “problemet” nu så stort for mig, at jeg er blevet nysgerrig på om andre har det på samme måde som jeg.

Sagen er den, at jeg lider (og jeg mener virkelig lider) af sleep paralysis. Det er ikke hver nat, men det sker ofte nok til, at jeg er stresset over at skulle sove. Nu sidder du sikkert som et spørgsmålstegn, som jeg selv gjorde første gang jeg stiftede bekendtskab med termen, så lad mig forklare:

Sleep paralysis er, når man ikke kan bevæge sig eller tale men er ved bevidsthed. Jeg oplever ofte at blive holdt nede af denne store skikkelse uden at kunne råbe om hjælp, åbne øjnene rigtigt eller bevæge mig – halvt sovende, halvt vågen. Jeg kan høre alt der foregår omkring mig, men jeg er fanget i min egen krop. De første gange jeg prøvede det anede jeg ikke at der var en term for det og var rigtig bange for, om jeg var ved at blive tosset eller om der var nogen i lejligheden – jeg har nemlig næsten været alene hjemme hver eneste gang det er sket. Jeg har ringet grædende til min mor og været bange for at sove igen.
Det har noget at gøre med REM-søvnen (som jeg ikke lige er helt sikker på hvad er) og det er følelsen af, at min krop sover, men min bevidsthed er hundrede procent til stede.
Jeg kæmper meget hårdt for at prøve at åbne øjnene eller råbe på for eksempel Malou eller bare hjælp generelt, men intet sker. Jeg kan ikke åbne munden, øjnene eller bevæge kroppen.

“Normally your brain causes your muscles to relax and be still as you sleep. This is called “atonia.” Sleep paralysis seems to be when this atonia occurs while you are awake. Sleep paralysis is “isolated” when it appears without any other signs of narcolepsy. 

An episode of paralysis may cause you to be unable to speak. It can also make you unable to move your arms and legs, body, and head. You are still able to breathe normally. You are also fully aware of what is happening. An episode can last for seconds or minutes. The episode usually ends on its own. It may also end when someone touches you or speaks to you. Making an intense effort to move can also end an episode. Sleep paralysis may occur only once in your life. It may also happen many times in a year.

It can be very scary when you are unable to move. You may feel anxious and afraid. Some people also hallucinate during an episode. They may see, hear or feel things that are not there. They may even think that another person is in the room with them. These hallucinations may also appear without the sleep paralysis.

Sleep paralysis tends to first appear in the teen years. It then occurs most often when you are in your 20s and 30s. It may continue into your later years. It is not a serious medical risk.”Sleep education – for mere info.

Jeg havde et “anfald” (kalder man det vel, selvom det ikke er farligt) sidste lørdag, hvor jeg er faldet i søvn til et afsnit af Friends. Gennem hele mit anfald kan jeg høre hvilket afsnit af Friends der helt stille kører i baggrunden, men trods min utallige forsøg på at vågne (hvilket jeg drømmer at jeg gør 3 gange, for at finde ud af at jeg stadig er i denne foruroligende tilstand) sker der intet. Efter hvad der føles som lang tid, kommer jeg endelig tilbage til virkeligheden og er direkte angst for at sove igen.

Det er stressende for mig at gå i seng, da jeg er enormt bange for om jeg nu igen skal tages som gidsel i min egen krop  og jeg kan for eksempel ikke lide at sove steder hvor der er andre mennesker (sove sammen med veninder, modellejligheder etc). Jeg vil faktisk gerne høre om der er andre der har oplevelser med dette og om der er nogle gode råd til hvordan man undgår det? I er velkomne til at sende mig en besked på Facebook eller min e-mail.

XX

 

print

 

print

SLIT DETAILED MIDI DRESS fra Y-A-S // 2 ELEGANT LONG SLEEVED TOP fra YAS / / 3 TRANSPARENT HEART DETAILED LONG SLEEVED TOP fra YAS // 4 JOCKEY fra Munthe // 5 DARA fra Baum und Pferdgarten // 6 Patti hjerte printet pyjamas skjorte fra Nue Notes

VICTORJONES7623

Modeugens 2. dag stod på, stort set det samme som dag 1 (major chok!).
Med manglende skønhedssøvn og en temperatur på omkring de 10 grader – altid dejligt med sommer i Købenahvn – må jeg ærligt indrømme at dobbeltdynen virkede meget fristende, at kaste sig tilbage i og lade sig opsluge, men igen må jeg udbryde ak! og ve!

Jeg mødtes med en håndfuld veninder på Fars Dreng i Palægade, der serverer én af mine livretter, nemlig vafler hvilket er en super anerkendt og meget fashionabel spise. Hvis ikke det var fordi, at mit super gamle og meget “autentiske” Vesterbro-køkken kun havde én stikkontakt (no shit), ville et vaffeljern uden tvivl stå øverst på ønskelisten (hvilket en personlig træner og et medlemsskab hos vægtvogterne nok også ville).

14017835_10210018913333005_1855128222_n

Efterfølgende smuttede vi til lidt forskellige shows og events, mens solen kæmpede en brag kamp for at overmande de faretruende sorte skyer, der langsomt begyndte at dominere himmelen.
Lovechilds show blev afholdt uden for, i Glyptotekets have, hvilket er en smuk, skjult perle i København som jeg virkelig synes er et besøg værd – mange smukke blomster og skulpturer. Cirka en halv time før showstart åbner himlen sig og regnen siler ned. Heldigvis ikke noget en lille paraply ikke kunne klare.

13957549_10210018912812992_872708218_n
Min søde gymnasieveninde Anne May, der arbejder på et af de andre modemagasiner.

Men som showet skulle til at starte, klarede det pludseligt op og solen bragede frem, til alle tilskueres (og modeller, produktion og designers) store begejstring.

13933452_10210018913213002_1737020299_n

Efter Lovechild var jeg ved at omkomme af sult, på trods af mit skræmmende indtag af vafler og vi satte kursen mod Corallo Lobsterbar i Illum, hvor der for alvor er fisk på menuen

13933568_10210018913092999_1193710541_n

Nu orker jeg ikke mere og har smækket fusserne op i sofaen og har kun planer om at rejse mig når jeg skal hente en spand popcorn. I får lige et billede af en hund jeg mødte – bare fordi:

14012001_10210018913253003_1914828136_n

XX

14009881_10210015119998174_1496209082_n
Bukser – Lala Berlin// Strik -Lala Berlin// Cardigan – Lala Berlin //Taske – Proenza Schouler//  Sko – Deichmann //  Solbriller – Rayban // Pels pom pom – Créton

I dag er det fredag og jeg føler allerede, at modeugens første dag i onsdags ligger måneder væk.. Måske er det fordi alt går så stærkt og der er så meget at lave, ellers er det mine kamp-mange “ikke-fashionable” tømmermænd der slører hukommelsen.
I onsdags overtog jeg Lala Berlins snapchat sammen med blog-kollega Amalie, hvor vi egentlig “bare” skulle vise Lala Berlins følgere hvor fantastisk København er – især i disse dage.

Vi spiste en insta-værdig frokost på The Union, inden vi havde et kort champagnestop hos Munthe inden vi måtte kridte skoene og afsted mod Børsen, hvor dagens første show skulle ses og derfra begynder det at gå stærkt. En lige så afslappet formiddag vi havde haft, lige så stressende blev eftermiddagen og aftenen.
Vi valgte at slutte af med Lala Berlin showet, da vi derefter simpelthen havde brug for en drink (læs. en drink = 8 gin tonics) og vi vendte snuden mod Langelinie hvor Eurowoman og Euroman festen blev holdt. Og det er lidt her jeg føler at det går stærkt.
Da festen slutter på langelinie har jeg ingen intentioner om at tage hjem, selvom det måske havde været et meget godt tidspunkt at kalde den på – men ak og vé! Jeg tror ikke at jeg er den eneste, der er endt i situationen hvor man er i så højt humør, at man bare ikke er klar på at slutte aftenen.
Vi vælger derfor lige at smutte forbi det nyåbnede Bisou, inden fødderne giver op på dansegulvet omkring klokken 03.00.

XX

loading...