13866974_10209872511593053_1119170381_n 13664691_10209872511393048_283392197_n 13652805_10209872511553052_1501802256_n 13664608_10209872511273045_774589013_n 13672299_10209872512753082_1296537217_n 13664314_10209872512953087_1267836631_n 13625180_10209872512593078_567289802_n 13872333_10209872512993088_1924899183_n 13652371_10209872514353122_1369359632_n 13672449_10209872514313121_462935675_n 13823508_10209872514473125_581776203_n 13866697_10209872514433124_1036114107_n 13672120_10209872514633129_1828177923_n 13872464_10209872514793133_1893696749_n 13652802_10209872514833134_1490812160_n 13871770_10209872514753132_1051028594_n 13664539_10209872515113141_1299717241_n 13872346_10209872515193143_1930684339_n 13672453_10209872515273145_951876144_n 13872516_10209872515233144_968307096_n 13866521_10209872515873160_202969523_n 13867154_10209872515793158_507979902_n 13595937_10209872515833159_283458447_n 13664539_10209872515913161_1042844957_n 13871674_10209872516513176_255104261_n 13672620_10209872516473175_562314330_n 13672507_10209872516313171_1546653512_n 13872521_10209872516553177_1565793811_n

 

Jeg sidder pt på mit hotelværelse i Berlin og har tilbragt hele dagen i selskab med mig selv.
Jeg kom til at tænke på at det har været en ret begivenhedsrig måned. Først stod den på ren kæresteferie i Rom, med lækker mad, god stemning og mange grin. Derefter måtte jeg haste til Berlin for at arbejde, skynde mig hjem en enkelt dag for at tilbringe lidt af den dyrebare tid med Niels, tage tilbage til Berlin for at arbejde, for så at flyve hjem til København for at tage endelig afsked med Niels inden han rejste til Mexico.

Det er også måneden hvor mine bedsteforældre inviterede til 170 års fødselsdag – synes det er ret imponerende at være 84 og 86 år og så meget på dupperne som de er. Min mormor kommer faktisk til Berlin i weekenden for at besøge mig og forrige weekend var de på Københavner-tur med mine forældre hvor de blandt andet var i Torvehallerne og ude og se alt det nye byggeri i Ørestaden.

I sidste uge var mine svigerforældre og min svigerinde i Berlin og vi tilbragte nogle rigtig dejlige dage sammen med lækker mad, højt humør og ikke mindst et kig i alle butikkerne på Ku’dam. Det var afsindigt hyggeligt og jeg vil klart anbefale den byvandring vi var på, der tager dig gennem nogle af de mest historiske sights i Berlin. Den tager cirka 3 timer og de kører efter konceptet “betal hvad du synes det er værd”.

Denne weekend tilbragte jeg med mine søde veninder. Min veninde Emilie, der til daglig bor i LA, var hjemme på sommerferie – så er det jo lækkert at der er skønt vejr. Søndag stod på Beyoncé som jeg har skrevet om her, hvilket måske er den bedste koncertoplevelse i mit liv. Denne uge startede med at arbejde i København i går og tidligt i morges rejste jeg tilbage til Berlin for at arbejde ugen ud, indtil min søde familie kommer i weekenden.

Ved godt der er lidt sludder for en sladder over det, men tiden flyver godt nok.

XX

 

944c7337ab43ee59b1a31f15a5bd86d5

Jeg var så heldig at være blevet inviteret til Beyonce af min søde svigermor i går – og hvilken oplevelse!
Parken var tæt pakket med forventningsfulde koncertgængere (cirka 95% kvinder) der var klar til at elske dem selv, Beyonce og hinanden de næste par timer. En stor underlig hvid firkant var placeret midt på scenen og stod ligesom bare dér, helt hvid og helt uskyldig. Indtil Beyonces billede flashede frem på skærmen og rytmerne vi alle sammen kender, bragede ud fra højtalerne. Dér stod hun. Med hele sit girl squad der formår at få os alle sammen til at føle, at vi er en del af noget større.

Under koncerten stod jeg og tænkte på tusind ting jeg kunne skrive, ud fra denne oplevelse. Skulle jeg vinkle den i forhold til hvor pisse irriterende det er, at folk ikke ser koncerten, men i stedet har travlt med at holde deres Iphone op og filme hele balladen, så vi andre der endelig havde mulighed for at få et glimt af queen B, endnu engang måtte snydes for at se hendes numse i glimmerdragt?! Venner, let’s face it – der er INGEN der går hjem og rent faktisk glor videoer fra en koncert igennem. Jeg kan udemærket godt forstå hvorfor – stemningen er fantastisk og man forsøger på en eller anden måde ihærdigt at klamre sig fast til lige netop denne følelse, men det er sjældent med succes.

Eller skulle jeg vinkle den i forhold til den nærmest guddommelige status hun har opnået blandt hendes fans? Tænk engang at stå på en scene, foran 40.000 mennesker – skræmmende ikke? Tænk så at stå på en scene foran 40.000 mennesker i bodystocking og netstrømper – endnu mere skræmmende ikke? Tænk så lige en gang mere på at stå foran 40.000 mennesker, i bodystocking, der alle sammen kan synge dine sange. Beyonce fik hele parken til at skrige med på Love on Top, uden musik, uden KAPOW og hvad det ellers hedder. Just pure love.
Hun manifesterer sig for alvor som den ultimative kunstner, ved at danse rundt non-stop i to timer, synge fantastisk (!), forblive ydmyg og taknemmelig, samtidig med at hun viser at hun mestrer alle genrer inden for musik. Hun virker utroligt jordnær, på en fuldstændig udødelig måde. Altså hvis der nu var 40.000 mennesker, samlet på et sted, der total forgudede mig kunne jeg nok ikke sige mig for god til, at få en lille smule storhedsvanvid… Det får jeg jo sådan set bare efter en eftermiddag med mine søde bedsteforældre, der ikke er kede af at rose og opmuntre.

Men nej, det der gjorde oplevelsen ekstra speciel i går var, at Beyonce formår at gøre feminisme pisse cool. Og her taler jeg ikke om den utålelige, offer-form for feminisme hvor det altid er de lede mænds skyld at vi stakkels kvinder er undertrykte og aldrig bliver direktører i Danske Bank, selvom vi måske ikke er mest kvalificerede, men om den slags feminisme hvor vi kvinder tør og gør. Vi undertrykker ikke os selv.
Girl Power når helt nye dimensioner når Beyonce med sit total kontrastfyldte jeg, der både rummer en ordentlig skovlfuld maskulinitet, samtidig måske er vores tids ypperste sexsymbol. Hun er følsom, rå og smuk og når hun taler, er det direkte til dig. Jeg tror aldrig at jeg har været til en koncert, der vækkede så mange følelser i mig.
Beyonce introducerer “Me, Myself and I” som en sang der handler om det vigtigste forhold vi har, det vi har til os selv. Vi har alle sammen prøvet at få vores hjerter knust, og følt en smerte så slående at vi ikke har kunne sove eller spise, men vi må huske på at vi aldrig er alene. Vores ældste og mest ædle forhold består altid. Det til os selv.
Var der nogen der havde kunne få deres øjne fra Queen B og set mig direkte i skærmen, har jeg nok set en smule anspændt ud da jeg bare pressede ballerne sammen for ikke at stikke i et stort vræl, og bare tude løs.
Som I nok fornemmer, har jeg virkelig meget på hjerte omkring koncerten i går og kan stadig ikke helt finde mit endelige fokus, men det er simpelthen fordi det var så overvældende. Hele showet viste så mange af de sider der er ved at være kvinde – der var sårbare passager, vrede passager og ikke mindst tidspunkter hvor man simpelthen følte sig så empowered og klar til at Rule The World.
Jeg har tidligere ment, at feminisme ikke var relevant mere og det er det måske heller ikke på “tude-måden” (pardon my french), men Beyonce repræsenterer for alvor feminismen 2.0 hvor vi kvinder igen finder tilbage til rødderne, rejser os og ejer verden som kvinder, dem vi er uden at vi behøver at tro, at vi skal være som mænd. Vi skal være de stærkeste, smukkeste og bedste udgaver af os selv og det kan vi kun lykkedes med, hvis vi holder hinanden oppe i stedet for at trække hinanden ned. Vi fortjener styrken, hvis vi giver den til andre.

XX

Laura

 

13817286_10209834011670579_1121332573_n
Foto: Victor Jones

For cirka en uge siden eksploderede Pokemon Go på verdensplan. En underlig følelse af at 90’erne pludselig kom og blandede sig med vores, noget mere teknologiske 2016-liv, fik det hele til at virke som en lille tidslomme hvor ens indre barn igen kunne kigge frem.

Nu er jeg ikke specielt kritisk med sådan nogle ting som spil, så jeg var på ingen måde i tvivl om at jeg bare MÅTTE have det. En virkelig lille investering for a lifetime of happiness – just saying.
Jeg hentede det mens jeg stadig var i Berlin, ALENE vel at mærke og jeg syntes ærligt talt at det var en smule pinligt at stå dér, som “voksen” og swipe Pokemons på Alexander Platz alene, indtil det gik op for mig at alle andre omkring mig også swipede. Jeg så ikke et eneste barn på Pokemon-jagt, men derimod et hav af voksne der helt klart var ramt af en følelse af nostalgi og total gik i barndom over de små bæster.

Spillet handler i sin enkelthed om at fange pokemons. Telefonen bruger GPS-signalet på din telefon til at skabe et kort over det område du befinder dig i lige nu og alt efter hvor du går hen kan du så fange pokemons, finde poke-stops og kæmpe mod andre.

Der er skrevet meget forskelligt om spillet og folk har særligt stærke holdninger til om det er godt eller skidt. Jeg mener at spillet er skide godt og smart. Taler man i forhold til børn, er det en fremragende måde at få dem væk fra skærmen og ud i den friske luft. Spillet er bygget sådan op, at du er nødt til at bevæge dig rundt for at finde nye Pokemons, samtidig med at du kan finde æg som kun udklækkes hvis du går 2-5- eller 10 kilometer – derfor taler den altså også til de lidt “ældre” der voksede op med pokemon, men som måske mangler inspirationen til at komme væk fra skærmen og hænge jakkesættet i skabet.
Selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, var Bolette, Malou og jeg ude på en meget lang gå-tur den anden dag, hvor vi tilfældigvis havde vores app åben og en lille powerbank med (det ultimative gamer-sæt). I flok behøver man ikke være diskrete på samme måde som når man går rundt alene, men der er stadig noget angstprovokerende ved, at skulle stå så meget ved sine barnligesider i det offentlige rum. Dog kom vi utroligt mange steder hen i København, som vi aldrig havde været før. Vidste du blandt andet at Glyptoteket har en virkelig smuk have hvor blandt andet Grubleren grubler? Det er en fantastisk måde at udforske din by på! Og nu sidder der sikkert en eller anden, der er meget skeptisk og tænker “man udforsker da intet ved at kigge ned i sin telefon? Men dér tager du fejl!
Kortet i spillet er udstyret med Poke-stops, hvor man kan samle alt muligt man har brug for i spillet. Disse poke-stops er særligt vigtige steder i det områder du bevæger dig i nu, så man bliver faktisk pålagt at skulle være endnu mere opmærksom på sine omgivelser.

Jeg er jo udemærket klar over, at der er noget ved hele det her Pokemon-show der er mega åndssvagt. Voksne mennesker der bryder ind på privat område, folk der støder sammen fordi de ikke kigger op fra telefonen og trafikkaos på motorveje, fordi folk har spottet en sjælden én af slagsen.
Men især for børn synes jeg at det er en super idé, at skabe et så inaktivtspil, der virkelig kræver at man letter måsen og kommer afsted. Og så er det en super ting at være fælles om, hvilket andre apps og spil ikke lige frem indbyder til. Derudover er det et forholdsvist uskyldigt spil, hvor man ikke skal frygte for at ens børn lærer at skyde med AK47 og kaste med granater.

Alt i alt vil jeg give Pokemon Go en mega anbefaling, da jeg synes det er en fed måde at komme ud af klappen på og opleve sin by.

AFSTED!

13695018_10209793737663754_1643649870_n

Det er næppe gået nogens næse forbi, at skibet Havana endelig er vendt hjem efter 3 år på havet. Der har været en mindre folkefest omkring det hjemvendte skib og de to unge drenge, Emil og Theis har opnået en status som hele Danmarks hjemvendte sønner. Men hvad er det I os, der frembringer så stærke følelser omkring disse unge mænd?

De sejlede ind fredag, dagen efter de tragiske begivenheder i Nice der havde rystet hele Europa. Men på en eller anden måde var det så befriende og bekræftende at opleve al den glæde og på sin måde også stolthed mange mennesker har vist overfor det hjemvendte mandskab. Det var dejligt at se, at verden også kan være sådan – fuldstændig i kontrast til dagen før. Fyldt med glæde, lykke og eventyr.

Men Emil og Theis repræsenterer jo netop alt det vi gerne vil identificere os med – de er unge, de er smukke, de er eventyrlystne og de har været på en konstant jagt efter alt der skønt, alt hvad de vil og alt det vi andre kun drømmer om. I og med at de har ladet sig filme og medvirket i en tv-udsendelse er det her pludselig ikke bare en personlig oplevelse, men har vakt en eller anden form for nationalfølelse som man ellers kun oplever ved sportsbegivenheder.
Vi føler, at vi kender dem og at vi har været en del af deres store jordomrejse, selvom de sikkert ikke selv har den fjerneste idé om, hvor populære de egentlig er blevet.
At de samtidig virker som de sødeste og mest ordentlige mennesker skruer kun ekstra op for like-faktoren.

Deres præstation vækker følelser i mange mennesker – måske er det en længsel efter eventyr, tanken om tage afsked med nogen i lang tid eller tanken om hvorvidt man har brug for at ryste op i sit trivielle hverdagsliv og gøre noget vildt. Der er noget dybt rørende i, hvor meget folk er gået op i denne hjemkomst – noget der faktisk gør mig en smule stolt, at være en del af lille Danmark.
Der sidder jo nok nogen der ude og tænker “hold nu kæfte med det Havana” og nogle helt andre der aldrig har hørt om brødrene før – jeg forsøger ikke at få dette til at lyde som om de er et nationalklenodie, men jeg er virkelig begejstret over, hvor stort et sammenhold og fællesskab deres rejse har skabt, ikke kun for de 43 mennesker der gennem de sidste tre år har været om bord, men for alle de 800.000 seere der hver tirsdag har siddet klistret til skærmen, for at lukke en lille smule af eventyret ind i stuen.

Velkommen hjem Havana – tillykke med rejsen og tak fordi I har vist os hvor dejligt et sted den store verden egentlig er.

XX

13672157_10209770234076179_686500805_n

Jeg er lige vågnet og har stadig så meget søvn i øjnene, at skærmen ser en smule sløret ud.
Men jeg kan ikke sove mere.

Jeg vågnede op til en række notifikationer på facebook hvor der stod, at en del af mine facebookvenner havde sagt at de var i god behold efter angrebet i Nice. Mit hjerte sank en smule.
Febrilsk kobler jeg på nettet og hopper ind på den første og bedste nyhedsside for at skabe mig et overblik, og fra første sætning rejser hårene på armene og i nakken sig. Igen er frihedsfølelsen, festen, sammenholdet blevet krænket i Frankrig og det er skræmmende.
Nu sidder du måske og tænker “jamen Laura, disse ting sker hver dag verden over”, hvortil jeg må give dig ret. Det er lige det det gør, hvilket ikke er mindre frygteligt. Men disse tragedier der især har udspillet sig i Frankrig, kommer på en eller anden måde meget tæt på. Det er mennesker der har en lignende måde at leve på som mig selv. Det er folk der bliver ramt, som lyn fra en blå himmel. Ingen har set det komme. Ingen har en chance.

Men jeg tror sådan set at vi alle sammen kan være enige om, at det der er sket er dybt tragisk og forfærdeligt. Lige meget hvem vi er. Dog får det noget at buldre og brage inde i mig, når det eneste der diskuteres i forskellige nyhedsmediers kommentarspor på facebook er, hvorvidt gerningsmanden var muslim eller ej.
Disse menensker er deres egen slags, de tilhører ingen tro. De er ikke muslimer, de er ikke kristne, de er ikke hinduer, de er ikke buddister, de er deres egne. Og er der noget der er vand på deres mølle, så er det at vi selv hjælper med at grave kløften mellem religionerne bredere, ved at blive bange og tage afstand fra hinanden. Og dét er en skam.
Det er vigtigt at stå sammen i fællesskab, og med lys, kærlighed, sammenhold og venskab nægte at underlægge os den frygt de forsøger at påtvinge os. Frygt taber altid til håb, så vær ikke bange.

Endnu en tragisk begivenhed i Frankrig inde for blot få år, der endnu engang har rystet Europa.
Endnu engang vil vi forsætte med at gøre de ting vi vil og de ting vi elsker, ikke fordi vi ikke ser de frygtelige ting der sker, men fordi vi nægter at anerkende dem og underlægge os frygten og nægter at tilslutte os hadet.
Den “Os-og-Dem” følelse de forsøger at forstærke, må ikke rodfæste sig da “Dem” ikke er mellemøsten eller muslimer, men en gruppe af mennesker der måske egentlig bare har mistet jordforbindelsen og selv mangler det fællesskab vi andre så stærkt står i.

Vi er alle.

XX

 

 

13706089_10209754397760281_2062562626_n

Når sommeren nu insisterer på at jeg ikke skal være brun og at de dage, der skulle bruges til at drikke iskaffer i Skydebanehaven istedet skal bruges indendøre, har jeg besluttet mig for at sætte gang i et par sommerprojekter, for at distrahere mig selv fra den kedelige, regnende virkelighed.
Ingen af projekterne er dog hverken specielt krævende eller uoverskuelige, da jeg har valgt at dette er året hvor jeg siger nej – altså ikke i ordets egentlige forstand, men mere sådan “hey-jeg-er-god-ved-mig-selv-og-siger-ja-til-mig-og-nej-til-ting-jeg-ikke-rigtig-magter”-agtigt. At sætte sig et mål handler selvfølgelig om at udvikle sig og blive bedre, men der er ikke en værre følelse end at mislykkedes med det man har sat sig for. Derfor mener jeg, at det kræver lige så meget mod at være realistisk omkring hvad man kan og har overskud til.. Måske bare sætte sig delmål.

Derfor vil jeg her give et lille overblik over mine sommerprojekter:

1. Alles klar! Nu skal jeg saftsuseme pudse mit tyske af, så jeg kan begynde at deltage lidt mere aktivt i samtalerne når jeg er på job. Jeg forstår en del, men det er svært for mig at stykke sætninger sammen, nok fordi jeg er en spasser til tysk grammatik. Men NU kan det altså være nok! Jeg kan dog ikke helt forpligte mig til et kursus på en eller anden aftenskole, så jeg tager selvfølgelig den lette udvej og tjekker app-store. Og her vil jeg altså gerne give et kæmpe skud ud til Duolingo! Inde i appen kan man vælge hvor ambitiøs man har tænkt sig at være – bare lige FYI har jeg valgt at være næst-mest seriøs, så er forhåbentlig flydende i tysk inden 2017 engang er omme. Inden jeg påbegyndte mit lille projekt kunne jeg kun bestille 2 gange pomfritter med ketchup og sige “Hej jeg hedder Laura, jeg er 13 år og bor i Espergærde med min, mor, far og lillebror. Min hobby er at skrive sms’er på min mobil” (det skal lige siges at jeg lærte disse fraser i 7.klasse og det er mere udenadslære end kløgt. Nu kan jeg både sige at jeg er vild med æbler, at jeg drikker vand og st min mor er en dame. Derudover har jeg besluttet mig for at give mig i kast med skralde-spansk så jeg i det mindste kan spørge om hvor toilettet er og bestille en omgang tequila og guacamole når jeg planter stolperne på mexicansk grund til vinter.

2. One mans trash .. another mans treasure – jeg har én billet til Mexico i december, men har besluttet mig for at jeg rigtig godt kunne tænke mig at tage afsted i oktober også. Derfor har jeg besluttet mig for, at jeg skal finansiere den billet ved at sælge ud af ting jeg ikke bruger. Derfor er der gået lidt sport i det for mig og jeg høvler kluns afsted på mine profiler på Secondo, Tradono, Trendsales og DBA (til eventuelle købelystne eller nysgerrige læsere så hedder jeg Laura Lundsgaard på secondo og Tradono og Laurey på trendsales – super fedt navn, i know, men der er en anden Laura Lundsgaard der seriøst ALTID er først på de sociale medier så jeg må altid udtænke noget andet Grrr – selv på Pokemon Go!). Det er er meget sjovt projekt og min motivation for at handle/forhandle er enorm, da jeg bare rigtig gerne vil afsted en ekstra gang. Derudover kan det være at mine skabe oven i købet stopper med ar ligne noget der har kaster op ud over mit værelse – win/win!

3. Run the World – eller måske bare Frederiksberghave. Jeg vil forsøge at løbe en ekstra dag om ugen, fordi det jo faktisk er ret skønt. Og hvis jeg ikke magter at løbe, så bare gå en tur med en lydbog i ørerne og koble hjernen fra mens jeg får rørt mig lidt ekstra. Det er ikke et stort projekt og virker faktisk overskueligt – netop fordi jeg tillader mig selv er alternativ. Det synes jeg ofte er det hårdeste ved mål omkring træning – at hvis man har sagt man vil løbe 3 gange om ugen, så skal skal skal man det. Hvis man derimod tillader sig selv lidt løsere tøjler får man det ofte gjort, af den simple grund at det ikke er en sur pligt som man SKAL have krydset af på listen.

4. 6 om dagen – er jeg den eneste der kan huske plakaterne fra fritidshjemmet hvor der stod “6 om dagen”, hvor en gulerod og en broccoli virkelig gik til den? Anyway, er det her sommeren hvor jeg helt seriøst skal brække mig over hvor meget grønt jeg spiser. Det er selvfølgelig vigtigt at det er 2 stykker frugt og 4 stykker grøntsager – det har jeg læst på EW! Ellers får man ikke flad mave (gid fanden havde dig frugtsukker). Nektarinerne er helt perfekte for tiden. Sindssygt hårde, lige som jeg elsker dem!

Hvad er dit projekt?

XX Laura

13625268_10209729775184732_1074037383_n

I går var en underlig dag.
Helt omtåget og uvirkelig og unormal.
Jeg skulle sige på gensyn til den jeg måske bruger mest tid med hver dag.

Dagen var egentlig meget lang og vi gjorde ting som vi normalt gør dem, men så alligevel på en helt anden måde. Vi havde gang i tjeklister, pakkelister, indkøbslister og vi gjorde alt tøj klar til bare at kunne fyres ned i kufferten. Men det var som om det var en smule svært at begynde at høvle ting ned i tasken. Det var det sidste der adskilte hverdag fra turen det næste halve år.

Da jeg vågnede om morgenen fik jeg udbrudt “fuck” i samme sekund som jeg slog øjnene op – det slog mig virkelig hårdt, hvor længe der ville gå før jeg igen skulle vågne op ved siden af Niels. Jeg tager det aldrig for givet at have Niels tæt på mig – jeg forsøger at nyde alle de små ting i hverdagen så meget jeg kan. Som for eksempel at putte sig ind til hinanden om aftenen og vågne op ved siden af hinanden med drageånde og morgenhår.
Gråden trykkede i hovedet, i halsen og i maven og Niels skulle bare se på mig på den dér måde han nu engang ser på mig og så var jeg nødt til at sige et eller andet plat for at komme til at grine, i stedet for at tude.
Når man rejser væk i lang tid skal det være en god og dejlig oplevelse, så jeg har forsøgt at presse mig selv til at glemme hullet i maven, der er blevet en smule større for hver dag den 9. juli nærmede sig. Niels skulle drage ud i den store verden med en masse smil i ryggen og ikke andet end glæde sig til det næste halve år.

Da vi sad i bilen til lufthavnen med Niels’ familie var det som om jeg havde mistet stemmen. Hvor meget jeg gerne ville sludre kunne jeg bare ikke. Mine nerver, mine følelser ville ikke tillade mig dette. Kun min lille abehånd havde et meget fast greb i ham og jeg overvejede om det overhovedet ville blive muligt at give slip.
Afgangshallen i lufthavnen er et ret særligt sted, der altid summer af forventninger og spænding, så pludseligt igen at stå der for at tage afsked virker helt malplaceret, da man mest af alt har lyst til at knuden i maven er sommerfugle og ikke giftige slanger der inde fra klemmer hver en følelse ud af dig.

Det uundgåelige kom og vi måtte kysse, kramme og formane om dit og dat og så vendte han ryggen til os og hoppede på rulletrappen. Vendte sig få gange for at vinke en sidste gang og sekundet han drejede om hjørnet var det som om knuden forsvandt en smule. Det var forløsningen.
Nu var han afsted og der var ikke mere at bekymre sig om – nu kunne jeg begynde at deale med situationen, hvilket faktisk var en smule rart. Det første døgn er ganske rædsomt, da der stadig er 100% af tiden tilbage. Jeg glæder mig til hverdagen rammer og tiden forhåbentlig løber fra mig præcis som den plejer. I morgen sætter jeg igen kurs mod Berlin, hvor arbejdet kalder og jeg glæder mig afsindigt til at komme afsted.

XX

 

13618108_10209694425221005_1901201684_n

Sommer ramte os med 110 km/t og det danske vejr mindede pludseligt langt mere om den sydlige del af Europa. Pludseligt vågner vi op igen og vejret skriger oktober og jeg er helt forvirret over hvorfor jeg dog har gidet besværer mig med at barbere mine ben, når jeg nu alligevel skal have gummistøvler og frakke på.
Turen til Sommerland Sjælland bliver aflyst og Tante Tungnem kan ikke komme over sundet, da vejret for færgen til at gynge for meget. Alle de planlagte sommereventyr bliver pludseligt sat på standby og det er mildest talt deprimerende.

MEN – jeg synes jo at regnvejr kan være ganske skønt og jeg har derfor lavet en liste over ting der er fede at lave når det regner:

Museumsbesøg er en fremragende beskæftigelse når vejret svigter. Der er den der helt specielle museums-ro over museer, der bare tager sig ekstra godt ud hvis vejret er lidt gråt og kedeligt uden for. Ens energiniveau passer perfekt til at trisse rundt og se på kunst eller gamle dimser, når alt uden for skriger efterår og de sorte skyer hænger faretruende over hovedet på dig når du ræser afsted på din cykel.

Tivoli – her tænker du sikkert “øøøh nej?” MEN, Tivoli i regnvejr betyder at der er 0 kø til alt hvad du gerne vil prøve og havens smukke blomster og planter tager sig faktisk ret godt ud i regnvejr også. Tivoli sælger desuden super fashionable regnslag som holder selv den vildeste dare devil tør i dæmonen. Når man så har brug for at varme sig lidt, kan man slå vejen forbi NIMB og sluge deres afsindigt lækre varme kakao.

Frokost – gå ud og oplev byen. Sæt dig et sted og bestil en lækker frokost mens du betragter byen i regn. Her vil jeg anbefale Bistro Royal på Kgs. Nytorv der har dejlig frokost, men også byder på en dejlig udsigtspost over Kgs. Nytorv. Ellers er Ipsen og Co. på Gl. Kongevej også et skønt sted at sidde og spise en rugbrødssandwich og glo på mennesker.

Daytime Bio – normalt når jeg går i biografen er det altid sidste forestilling og så kæmper jeg ellers med at holde øjnene åbne under hele action braget. En ting der dog er mega fedt er, at gå i biografen i løbet af dagen. Derudover er det den ultimative regnvejrsbeskæftigelse at putte sig ned i det lodne røde sæde, med en stor popcorn og en giga cola. Magter man ikke at bevæge sig til biografen er en regnvejrsdag også perfekt til et Netflix marathon med god samvittighed.

Shopping er som udgangspunkt altid en god idé, men lige nu er udsalget svært godt. Som i VIRKELIG godt. Regnen siler ned og man kan lige overskue at tonse fra den ene butik til den anden, mens man forsøger at beskytte sine nye køb mod regnen, med sit liv!

Jeg krydser fingre for bedre vejr og tanlines i den nærmeste fremtid!

XX

 

13599468_10209694424700992_2084971981_n

Lørdag i sidste uge stod Niels og jeg med taskerne proppet med forventninger, gode gå-sko og et humør så højt, at man måske lige burde have taget en slapper. Vi skulle endelig en tur til Rom, som vi har talt om at gøre i årevis.
Jeg har været i Rom én enkelt gang før og det er måske 12 år siden og det var en tur jeg aldrig kommer til at glemme – derfor har det været et så brændende ønske at opleve byen med Niels.

Efter lidt rejseudfordringer (et forsinket fly og en taxa-mafia) ankom vi til vores hotel, der mere eller mindre var placeret på Peterspladsen. Den sydlandske nattevarme smøg sig omkring os som en varm dyne og fik alle bekymringer til at forsvinde for en stund. Bare lige ét sekunds lykke, i en så stor by der var fuldstændig tom.

Rom er et fantastisk rejsemål!
Hvorend du vender dig er der nye ting at se og du aner ikke hvad der venter dig om det næste gadehjørne. Skulpturer, pladser, fontæner, smuk arkitektur og andre levn fra Roms storhedstid vælter ind over dig i sådan en grad at du om eftermiddagen er helt rundtosset på grund af de mange indtryk.
Jeg har forsøgt at stykke en lille guide sammen, hvis du har 3 gode dage i Rom:

Generelt:
Rom er uden tvivl det sted jeg har været hvor masserne af turister har været så voldsomme. Til tider kunne det være en smule klaustrofobisk og skræmmende, at hvor end vi drejede os bankede vi lige ind i horder af kinesere eller high school elever på deres yderst uddannende Europarejse. Derfor kan det være en rigtig god idé at prioritere få sights om dagen (eller rejse uden for sæson, hvilket vi klart gør næste gang). Vi besluttede os for at se mellem 1-2 store sights om dagen, da man ret hurtigt kan gå død i lange køer og selfie-sticks. Det er rart at kunne tage det roligt og hænge ud, lige sluge en gelato og kravle i skyggen når solen griller én i nakken.
Derudover er det en rigtig god idé at have kontanter, da visakort rigtig mange steder er en by i Rusland – og der er lidt akavet at have kastet en helt Pizza Diavola i sig inden man finder ud af det. Dog vil jeg ikke anbefale at man slæber rundt på for mange kontanter, da Rom er berømt og berygtet på grund af sine rigtig mange lommetyve og shady typer der udnytter uvidende turister.

Dag 1:

Stå tidligt op og find en hyggelig lokal café på et gadehjørne hvor du bor og se byen vågne.
Du kan få kaffe og et stykke brød alle steder, men bestil ikke noget du ikke har set priser på og spørg eventuelt om de tager betaling for at du sætter dig ved bordet – man kan virkelig brænde nallerne.
Jeg elsker at se byen forvandle sig fra stille morgen til travl formiddag, hvor gaderne fyldes op af turister og de lokale. Når du har fået nok af kaffe og kager kan du tage metroen til Colosseum – den enorme arena der i sin storhedstid kunne rumme mellem 50.000-80.000 tilskuere! Det er en rigtig god idé er pre-booke billetter, da køerne kan være vanvittigt lange. Jeg bookede dem gennem Colosseums officielle hjemmeside her og fik endda også ungdomsrabat.

13624873_10209694424660991_169741614_n
Denne billet gælder også til Panteon der ligger få meter fra Colosseum. Dette store område rummer blandt andet Forum Romano og en masse andre flotte bygninger og statuer fra den romerske storhedstid. Jeg vil klart anbefale at man går forbi Panteon først, da presset på Colosseum er langt mindre om eftermiddagen.
Efter vi havde trisset Panteon tynd fandt vi et sted at spise frokost gennem Tripadvisor og luskede så tilbage til Colosseum, hvor den kilometerlange kø var forsvundet og vi let kunne komme til.

13624457_10209694425341008_541397808_n

Det meste af dagen var forsvundet og resten af eftermiddagen kan bruges på at drikke lidt vin og spise snacks (gelato) på hvilken som helst plads og bare glo på mennesker.
Til aftensmad begav vi os mod den gamle bydel Trastevere, der simpelthen er noget af det hyggeligste i Rom. Gaderne er smalle og tillader næsten ingen biler eller scootere, som ellers dominerer byens større områder.
Jeg vil klart anbefale at spise på Osteria Dei Numeri Primi der disker op med lækker nyfortolket italiensk mad – og meget af den!

13618023_10209694424980999_1498977857_n

Dag 2:
Ud af fjererne og på med støvlerne!
Efter en hyggelig morgen hvor byen langsomt vågner, kan du slå et smut forbi den overdådige Petersplads der rummer den overdådige Peterskirke. Her er det dog vigtigt at huske på, at man skal være tildækket, både over skuldre og knæ, hvilket rigtig mange ikke var klar over, da vi stod og skulle lukkes ind(?).
Jeg får altid kuldegysninger når vi oplever disse ultra religiøse ting – om det så er den store Moské i Abu Dhabi, Synagogen i Jerusalem eller Peterskirken i Rom, så er det noget der giver mig et sus i maven, kuldegysninger og hjertebanken. Hvis der er noget der giver en lyst til at tro, så er det at komme i disse kæmpe templer der blot med deres visuelle storhed, nærmest tvinger os dødelige i knæ. Udsmykningen er fantastisk og der er så afsindigt meget at se og så mange små kroge der skal udforskes.

13624946_10209694425261006_269864398_n

Når du har brugt din formiddag omkring kirken og på pladsen, kan man godt have fået en smule nok af kirke og kø. Derfor vil jeg anbefale at man venter med at gå i Vatikanet og se det Sistine Chapel til dagen efter.
Derimod kan man tage metroen til Piazza del Spagna og se den smukke Spanske trappe, samt gå og glo i de virkeligt lækre butikker der ligger i området.
Når man har fået butikker nok kan man gå en lille tur gennem Roms små snoede gader og gå forbi den smukke Trevi fontæne der netop er blevet sat i stand. Når man er ved Trevi skal man huske at kaste mønter i – så kommer man nemlig tilbage til Rom igen.

13624988_10209694424860996_489756638_n

Om aftenen gik vi igen til Trastevere, da området simpelthen er så tiltalende og alle restauranter virker som nogen der kunne komme op med lækker og autentisk mad uden at tage os turister for meget i måsen.
Når du har overstået middagen er det rigtig skønt bare at trisse rundt i området og se hvad der sker i de forskellige gader. Folk synger og danser, andre leger med ild og nogle tredje kaster med knive. Der er gang i den.

13608143_10209694424820995_610111289_n

Dag 3:
Hvis du vil i Vatikanet og se kapellet, uden at skulle købe skip-the-line billetter så er det om at komme op før fanden får sko på.
Niels og jeg var der en halv time før de åbnede og fik besked om, at der var 4,5 times ventetid fra hvor vi stod i køen og til vi ville være fremme ved indgangen. Hvis ens tid er presset, så kan det godt betale sig at købe skip-the-line billetter. Som ung/studerende får man rabat de fleste steder hvis man kan fremvise gyldig legitimation, så vi endte med at betale 9 euros mere pr. person for at hoppe de fire timers kø over. Så får man et tidspunkt, hvor man bliver eskorteret ind gennem det ret kaotiske indgangsområde.
Vatikanet var en rigtig stor oplevelse og jeg er virkelig glad for at vi nåede det, derfor anbefaler jeg det til alle der interesserer sig for historie og kunst. Jeg vil derimod ikke anbefale det, hvis man blot har det som et punkt på tjek-listen. Med tjek-listen mener jeg, at der er mange hvor man fornemmer at de udelukkende slæber sig igennem den helt store tur, fordi det er et must-see. Når man har så kort tid handler det virkelig om at prioritere de ting man oprigtigt interesserer sig for.

13607957_10209694425141003_1446857704_n

Vatikanet var først slut for os langt efter frokost, så vi lavede en hurtig søgning på Tripadvisor og fandt et super sted en smule fra Vatikanet, så man ikke havnede i de klassiske fælder.
Efterfølgende kan man slå et smut forbi en bar og nyde en kold drink eller to inden det skal besluttes hvad man nu skal foretage sig.

13618059_10209694424900997_1818663500_n

I Travestere ligger den hyggelige Umberto som serverer god rustik italiensk mad, har én vin på kortet og køres af familien. Helt klart et besøg værd.
Det kan være en god idé at spise lidt tidligere end normalt den sidste aften, så man kan nå at gå en tur i byen og få set det hele med lys på. Smukkere bliver det ikke.

13595669_10209694425181004_1653498057_n

XX

 

13599658_10209694331978674_1317071744_n

Der har været fuldstændig tavshed på blogfronten den sidste uge, hvilket ikke har været med mine gode vilje. Jeg røg direkte fra skønne feriedage i Rom til studiet i Berlin hvor jeg først nu er hjemvendt fra.
Jeg havde ikke planer om at skulle skrive mens Niels og jeg var i Rom, så havde derfor ikke taget min computer med (det skal lige siges at jeg opererer på en oldsag af en MacBook der vejer det samme som et spædbarn, inden man har skiftet bleen) og da jeg så fik besked om at tage direkte til Berlin kunne jeg godt se at skriveriet ville blive yderligt udsat.

Det er en ret underlig uge for mig, da Niels drager 7 måneder til Mexico City for at studere, på lørdag og jeg derfor er mere følelsesmæssigt ustabil end normalt.
Jeg er så spændt og glæder mig så meget på Niels’ vegne og det giver mig seriøst sommerfugle i maven når jeg tænker på alle de fantastiske ting han skal opleve. Jeg har også planer om selv at slå vejen forbi Mexico, så det er også noget jeg glæder mig afsindigt meget til.

Dog går jeg rundt og har ret komplekse følelser omkring dette “på gensyn”.
Lige så glad og spændt jeg er på Niels’ vegne, lige så store er mine hjertesorger – følelser jeg ikke rigtig vil kendes ved. Det sniger sig op på mig, som i et bagholdsangreb og stikker mig koldblodigt i hjertet, så jeg ikke kan holde tårerne tilbage. Pusten bliver taget fra mig, lidt i stil med første gang jeg så dig og så alligevel slet ikke.
Det er 3 år siden vi sidst var fra hinanden i 4 måneder, hvor Niels rejste rundt med rygsæk og jeg arbejdede i Milano og jeg husker at det der gik mig mest på i dagene op til afrejsen, var tanken om ikke at skulle kysses, krammes og holdes om inden jeg skulle sove og usikkerheden ved at vi aldrig havde været mere end 3 uger fra hinanden (det skal lige siges at vi var 19 år). Nu har vi prøvet at være på afstand af hinanden i lang tid og det ændrede alt og ingen ting, så det er ikke så meget det jeg frygter eller har ondt i maven over. Men denne gang er det ikke kun min kæreste jeg vinker farvel til, men også min bedste ven.

Jeg kommer til at savne den lette og ukomplicerede måde at være sammen og have kontakt på. Jeg har et enormt stort behov for at fortælle og dele alt med Niels og vi er så uhyggeligt ens, samtidig med at vi er vanvittigt forskellige. Han udfordrer mig altid på de ting jeg siger, mine holdninger og interesser og tvinger mig, på den bedste og mest kærlige måde til at udvide min horisont, tro på mig selv og sige “fuck det her – jeg går mine egne veje” når mit pleaser-gen får mig til at miste fodfæste.
Det er så fandens vigtigt at forfølge sine drømme og få prøvet de ting af man gerne vil når muligheden byder sig. Derfor har hverken Niels eller jeg nogensine stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor den anden har haft brug for at tage på udveksling eller om hvorvidt den anden skulle tage jobbet i udlandet. For os har det handlet om at supporte og så må det egoistiske afsavn håndteres på en anden måde.

Og det er jo dét det hele handler om – at leve livet uden at se tilbage og ærger sig over at man ikke fik gjort de ting man egentlig gerne ville. Leve uden at fortryde noget som helst. Jeg tror inderligt på at man bliver stærkere og klogere af at gå sine egne veje, også selvom det til tider kan være omveje eller de kan ende blindt. Bare man gør noget.

Når det er sagt, gør det ikke afskeden på lørdag lettere – lørdag der nærmer sig med hastige skridt.

XX

loading...